Fortsæt til indhold

Kommunen skævvrides

Arkiv
Arkiv

Heine Refsing
Bjerlev
7300 Jelling

Byrådets “planlægning” af bustrafikken skævvrider kommunen. Alle kan forstå, at man ikke kan få kvartersdrift med bussen til Smidstup eller timedrift til Kollemorten. Men det manglende overblik og den rent brugertællingsbaserede planlægning er unfair mod de lavest prioriterede områder og en trussel mod mobilitet og bosætning i nogle landdistrikter.
Som et skole-eksempel på manglende overblik i planlægningen, kan trafikken mellem Vejle-Jelling og den mellem Vejle-Give sammenlignes.
Fra Vejle til Jelling sikrer DSB allerede 20 togafgange i døgnet, dertil føjer Byrådet 21 daglige busafgange – i alt ca. 40 afgange fra Vejle til Jelling.
En busrute (212) er eneste betjening af mere end 10 landsbyer mellem Vejle og Give: Husby, Brandbjerg Højskole, Kollerup, Sandvad, Ådal, Hvejsel, Bjerlev, Vonge, Kollemorten, Sejrup, Vesterlund (Efterskole), Thyregod og Dørken.
Den rute har nu kun seks afgange dagligt og planlægges fremover kun at køre morgen og eftermiddag, så den kun er skolebus.
Hvorfor den forskel i service for borgere i forskellige dele af Vejle Kommune?
Folk der bor i landdistrikterne betaler samme skatteprocent, alle aktiviteter centraliseres mere og mere i Vejle; men den offentlige trafik fra landistrikterne til Vejle bliver ringere og ringere – for nogle områder.
Der bør indføres en minimum busservice til alle områder, så der f.eks. er mindst 8-10 afgange / døgn på alle ruterne – færre i weekenden. Nogle yderture kan være telebusser, der kun kører hvis en passager ringer; men til normal pris med rejsekort og med faste afgangstider, så passagerne kan udnytte tiden indtil busafgang og stå på ved det stoppested, der passer bedst.
Bustrafikken skal op på et serviceniveau, hvor det kan erstatte bil eller bil nr to for folk i landdistrikterne. Vejle kunne skele til Nordjyllands Trafikselskab, der har sikret mobiliteten i regionen med en velfungerende bustrafik.
Kollektiv trafik er ikke luksus man bare kan spare på. Det er en service, vi betaler over skatten, ligesom vi alle betaler til vedligeholdelse af vejnettet, uanset om vi kører i bil eller på cykel.
Yderområderne må på mange områder leve med en ringere service end rimeligt er. Den decentrale service er væk, og nu gøres det urimeligt dyrt og besværligt for borgerne at nå ind til servicen i Vejle.