Alkolinjen kan åbne døren til tilbud om hjælp
Et opkald til 80 200 500 kan være starten på et liv uden alkohol
Borgere og deres pårørende kan nu ringe til 80 200 500 og tale fortroligt med professionelle rådgivere på Alkolinjen. Alkolinjens formål er at støtte borgere i at komme videre med løsning af deres problemer – og efter behov også oplyse om muligheder for yderligere hjælp, som bl.a. Sønderborg Kommune tilbyder.
En af de højt prioriterede opgaver for rådgiverne på Alkolinjen er nemlig at oplyse borgerne om yderligere gratis og professionel hjælp og behandling.
"I Sønderborg Kommune har vi gratis alkoholbehandling til både borgere med alkoholproblemer og til deres koner, mænd, kærester og børn. Vi tilbyder mulighed for anonym alkoholbehandling og gratis rådgivning, vejledning eller samtale til den drikkende, pårørende, arbejdsgivere og andre. Behandlingen kan understøttes af eksempelvis medicin, øreakupunktur og aktiviteter i værestedet," fortæller centerleder Jan Meisler Larsen, Misbrugscenter Sønderborg.
Samtale og gratis hjælp
Alkolinjen er et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Alkohol&Samfund, og formålet er – med telefonrådgivningen – at støtte borgere med alkoholproblemer og deres familier. Bjarne Elholm er leder af Alkolinjen, og han fortæller, at et af tilbuddets hovedformål er at åbne døren til den hjælp og de behandlingstilbud, som kommunerne allerede tilbyder og er dygtige til.
"Endnu flere end de, der får hjælp i dag, skal kende til og tage imod den hjælp, som de kan få i kommunerne. Det gælder ikke kun dem, der personligt har et alkoholproblem, men også deres familier og børn," siger Bjarne Elholm.
Kommunens opgave
Det har siden 2007 været kommunernes opgave at tilbyde gratis alkoholbehandling og at oplyse om det til borgerne, og der er god grund til at få flere i behandling. Chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kit Broholm siger, at alkoholafhængighed er et stærkt underbehandlet problem. Der går i gennemsnit 10-12 år, før borgere med alkoholproblemer kommer i behandling.
"Det er alt for længe. For den drikkende er det langt lettere at få effekt af et behandlingsforløb, hvis der sættes ind tidligt. For børnene kan den lange ventetid betyde, at den bedste del af deres barndom belastes af alkoholproblemer. Hvis pårørende eller den drikkende får rådgivning i tide, er der bedre chancer for, at familien ikke bryder sammen på grund af alkoholproblemet," siger Kit Broholm.
Fakta
Det vurderes, at 140.000 mennesker er afhængige, men kun ca. 15.000 modtager egentlig alkoholbehandling. Dertil kommer, at pårørende og navnlig børn belastes meget af alkoholproblemer i familien. Det er belastninger, der hos børnene kan sætte sig som livslange psykiske vanskeligheder.