Fem skoleledere stopper
Flere penge til pensionen lokker
Fem af Roskildes garvede skoleledere har valgt at sige deres job op. Dermed får man ekstra travlt med at finde dygtige folk i Skole og Børneafdelingen i den kommende tid. Formand for Skole- og Børneudvalget Claus Larsen forklarer, at lederne er så garvede, at de stadig hører under tjenestemænds-reglerne, og dermed får deres pension af staten. Hvis de stopper inden 1. april, betyder det, at de får 2.500 kroner mere i pension om måneden. Altså i alt 30.000 kroner om året resten af deres liv. - Med de udsigter kan jeg godt forstå, at de stopper, siger Claus Larsen: - Men vi har heldigvis en masse dygtige folk i Roskilde, så jeg er sikker på, at det ikke er noget problem at finde nye ledere. De fem skoler, der skal have nye høvdinge, er Margretheskolen, Peder Syv Skolen, Klostermarksskolen, Vindinge Skole, Vor Frue Skole og Østervangsskolen. De to sidste har samme leder. På alle skolerne bliver viceskolelederen konstitueret som skoleleder. Siden sidste sommerferie har man også sagt goddag til nye ledere på Absalons Skole, Jyllinge Skole, Dåstrup Skole, Gadstrup Skole og på 10. Klassescentret.