Fortsæt til indhold

Mindeord

Arkiv
Arkiv

Vort bysbarn Claes Kastholm er død
Et kæmpe træ i skoven faldt lørdag med flere brag. Vort bysbarn Claes Kastholm døde, efterladende sig et kæmpe hul.
Man kunne være enig eller uenig i Kastholms markante synspunkter. Selv var jeg 80% enig og 100% begejstret. Ingen kan fornægte, at alle indlæg var bygget på et stærkt fundament af viden, af indsigt, af et langt livs oplevelser og af et intellekt og en evne til at bruge indsigt og viden i den gode sags tjeneste: for et bedre samfund.
Jeg skrev engang en nekrolog om vores lokale bagermester Henning Larsen. Kastholm spandt en ende over omtalen af hvad dette menneske stod for. Et menneske Kastholm aldrig selv havde mødt, men det optog ham, at et andet menneske gennem et liv- og levnedsforløb kunne gøre det, Henning Larsen gjorde. Det var rigdom i Kastholms øjne. Og det skulle nævnes for andre end Roskildes borgere.
For han var et på alle måder stort menneske. Rig i ånden og vidende i et omfang, der for os mere almindelige kunne virke skræmmende.
Tak for alle diskussionerne. Tak fordi du så det forkerte og beskrev det for os; tak fordi du italesatte det for os og tak fordi du var med til at præge samfundet i den rigtige retning, Claes Kastholm.
God rejse og varme tanker til din hustru Nanna, din søn, Ole og din datter Karen, svigerbørn og børnebørn.
Allan Ohms

advokat
Havnevej 3
Roskilde.