Køge Håndbold på pointjagt i Kronjylland
Det er bund mod top i weekenden, hvor Køge møder topholdet Randers i 1. division
Køge Håndbold kommer på en yderst vanskelig opgave i denne weekend, hvor holdet sætter kursen mod Kronjylland til et opgør mod et af topholdene i 1. division, Randers. Jyderne startede sæsonen haltende, men mandskabet er ubesejret i de seneste 12 kampe og ligger på en sikker andenplads i rækken efter suveræne Tønder.
Køge Håndbold er kommet godt fra land i de første kampe efter jul, men holdets spirende optimisme fik en alvorlig mavepuster i sidste uge, da man på hjemmebane tabte med et enkelt mål til Vesthimmerland efter en kamp, man lige så godt kunne have vundet - og hvor man i den grad kunne have brugt de to point i bundstriden i 1. division.
26-27 lød slutcifrene i Herfølgehallen efter 13-13 ved pausen, hvilket fortæller historien om en meget lige kamp, hvor Køgemandskabet dog også var ved at trække fra gæsterne i løbet af 2. halvleg, inden det altså endte med et lidt skuffende nederlag. Efter to sejre i træk tabte Køge Håndbold dermed igen terræn i bestræbelserne på at sikre sig endnu en sæson i rækken. Der er fem point op til stregen og en af de pladser, der giver adgang til ekstra nedrykningskampe.
Opgøret mod Randers spilles lørdag den 6. februar klokken 15.