Fortsæt til indhold

Nikolaj går efter sejren

Fem unge håndværkerelever fra EUC Syd deltager i DM i Skills

Arkiv
Arkiv

Bo, Camilla, Emil, Henrik og Nikolaj er klar til at konkurrere i DM i Skills. De fem elever fra EUC Syd er regionsmestre og skal nu kæmpe om at blive danmarksmester inden for deres fag – og dermed om plads til verdensmesterskaberne.
Murer Nikolaj Dirach Eskildsen, 20 år, går på EUC Syd i Aabenraa og er udlært fra JM Scanbyg i Haderslev.
”Jeg glæder mig til udfordringerne, og jeg er nok med i Skills, fordi jeg har lysten til hele tiden at udfordre mig selv og blive bedre. Jeg brænder for mit fag og for godt håndværk," fortæller Nikolaj, som ikke er bleg for at afsløre sit mål:
"Jeg ville da lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg allerhelst vil have en første plads."
Nikolaj træner op til konkurrencen med sin faglærer og har også deltaget på træningscamp i Hjørring.
"Hvis jeg var et værktøj var jeg en spandske, fordi den er praktisk og funktionel, og man kan næsten klare alt murerarbejde med det værktøj alene," tilføjer Nikolaj, som har en drøm om at læse videre til ingeniør indenfor byggeri.

Højt niveau

I løbet af efteråret har der været afholdt udskillende regionsmesterskaber, hvor alle de deltagende skoler i hele Danmark har sendt de bedste elever afsted.
"Fra EUC Syd har vi deltaget inden for 11 forskellige fag, og i halvdelen af de mesterskaber vi har stillet op i, er det vores deltagere, der har vundet og dermed gået videre til DM," fortæller Lone Svane Kryger fra EUC Syd.
"Det kræver faglighed og kundskaber på et ekstremt højt niveau, og så skal man have en stærk psyke for at være med i Skills - opgaven er kompliceret og løsningen er på tid, og der er hele tiden folk og tilskuere omkring én, så det er stressende, og der findes ikke én rigtig løsning. Man skal kende sit fag, være kreativ og skarp for at leve op til det faglige niveau," slutter hun.

Venter 50.000 tilskuere

DM i Skills blev holdt første gang i 2011 og foregår dette år i Fredericia i Messe C den 4.-6. februar. Der er ca. 280 unge erhvervsskoleelever som kæmper i 36 forskellige fag, og der er gratis adgang. Ud fra tidligere års erfaringer venter SkillsDenmark 50.000 tilskuere over de tre konkurrencedage.