Fortsæt til indhold

- Vildt med Kevin Magnussen i Formel 1

Arkiv
Tekst og foto: Jan Partoft

Fire af drengene i Fritidsklubben Viaduktens gokart værksted har travlt med at køre ræs på en storskærm, for det er ikke sæson til at køre på banen udenfor. I stedet for bliver der trænet ved bilspillene og skruet på gokartene, så de er klar til sæsonstart.
De fire drenge er Lukas Petersen, Mikkel Kristensen, Nicolai Bergdal og Albert Christensen, og de har været medlemmer i Viadukten mellem et og et halvandet år, og de er i 10-11 års alderen.
Flere af drengene har ambitioner om at komme frem i motorsportsverden, så de har også fulgt med i, hvordan Kevin Magnussen har fået comeback i Formel 1.
- Kevin er blevet Formel 1-kører, det er bare vildt sejt, siger de i munden på hinanden.
- Vi glæder os til at se ham køre igen.
- Han har jo ikke lavet så meget det seneste år.
- Det er også vildt at tænke på, at han kørte i Viadukten som 2-årig og at han har været medlem i klubben.

De har kørt her

Drengene har en god viden om, hvem der har lært at køre ræs i Viadukten.
- Jan Magnussen har kørt her og Jason Watt, siger de.
- Har Dennis Lind også kørt her, spørger de, før de selv kommer med svaret: Ja.
- Hvad med han Tom K, har han også været her, spørger de hinanden, før de får styr på, at det har han ikke.
Drengene har helt tjek på, hvornår det første Formel 1 løb skal køres i år.
- Der skal køres 20. marts i Melbourne i Australien, og det begynder tidligt.
- Vi har allerede aftalt, at vi skal mødes meget tidligt i Viadukten for at spise morgenmad, og se løbet, siger de.
- Vi skal møde allerede klokken halv seks om morgenen.
Løbet køres en søndag, så interessen for at følge Kevin Magnussen er stor nok til, at drengene vil stå tidligt op og tage i fritidsklub, selv om det er en fridag.

Kevin Magnussen (t.h.) ved Renaults præsentation af det nye Formel 1 hold. De øvrige er set fra venstre testkører Esteban Ocon, f1-kører Jolyon Palmer, Renaults præsident Carlos Ghosn.(Foto: Frederic Le Floc’h)