Fortsæt til indhold

Triathlon på vej til Køge

Køge Cykelrings Venner vil trække topevent til Køge

Arkiv
Jakob Fälling

- Man skal hele tiden have et mål at stræbe imod. Både når man cykler og når man driver en forening. Sådan siger formanden for Køge Cykelrings Venner, Ebbe Olsen om planerne for flere store sportsbegivenheder i Køge.
Og der er masser af mål at sigte efter i Køge Cykelrings Venner. Sidste sommer udvidede foreningen med et succesrigt halvmarathon og foreningen er i forhandlinger om at arrangere mountainbikeløb på et skovområde et stykke fra bymidten. Den store drøm er dog et decideret triathlon.
- Vi vil godt afvikle et triathlon af høj kvalitet, og vi har både know how og frivillige til at gøre det, siger sekretariatschef i foreningen, Ole Poulsen.
Markedet for triathlon-løb er domineret af World Triathlon Corporation, som afvikler Ironman Copenhagen med 8.000 atleter fra 55 lande hvert år i august. I 2015 var der omkring 200.000 tilskuere til dette løb.
World Triathlon Corporation har ikke til sinds at afvikle et sådant event i konkurrence med deres eget Københavns-løb, men der er andre aktører, der vil ind på markedet.
- Udfordringen, hvis vi skal afvikle et triathlon, er trafikken. Der er en del store, trafikerede veje i området, og det problem skal vi have løst først, siger Ebbe Olsen.
Et triathlon i Køge ville i givet fald potentielt blive et endnu større tilløbsstykke end Tøserunden, der hvert år tiltrækker 5.000 cyklister og mindst lige så mange "sekundanter".
Ifølge LørdagsAvisens oplysninger kan et triathlon blive virkelighed inden for de nærmeste år.
- Vi håber på det og drømmer om det. Men jeg vil godt understrege, at intet er sikkert endnu, siger Ole Poulsen.