Højby Skole sætter det lange ben foran
Store elever skal følge de små i skole i et sundt skoleprojekt
I Odense S sætter Højby Skole det lange ben foran, når det gælder sundhed.
I tirsdags var ti elever fra de største klasser på kursus i at følge deres yngre kammerater fra 0. til 3. klasse til skole, så de fremover kan være med til at få eleverne ud af forældrenes biler og ud på fortovene.
Dansk Skoleidræt og Trygfonden står bag ideen, som de kalder “gåbusser”. Initiativet blev startet som et pilotprojekt på 11 skoler rundt i landet i 2012/13, men nu er turen kommet til Højby Skole, og det glæder gåbus-ansvarlig og souschef, Morten Wettergren.
“Vi har rigtig mange forældre, der kører deres børn i skole, og det giver for meget trafik på vejene omkring skolen og kaos på de få parkeringspladser, der er til rådighed. Det store pres af biler kan give trafikfarlige situationer, og det er noget, som både skolebestyrelse og elevråd er gået aktivt ind i for at finde løsninger på. Med gåbus vil vi nu gøre det endnu lettere og mere trygt for forældrene at vælge den løsning,” siger Morten Wettergren i en pressemeddelelse.
Besked til forældre via app
De ti elever i 6., 7. og 8. klasse skal på kursus i, hvordan de fører en gruppe yngre elever sikkert frem til en skole, men lærer også, hvordan de skal bruge en app, så forældrene kan få besked, når deres børn er kommet frem til skolen.
Morten Wettergang håber, at forældrene vil tage godt imod initiativet, da det også er godt for elevernes sundhed.
“Selvom det lyder simpelt, så har det ret stor betydning for elevernes trivsel og deres lyst til at lære, at de starter dagen med at få rørt kroppen og få frisk luft i hovedet,” forklarer han.
Store elever får ansvar
Det er ikke kun de mindste elever og forældrene, der har gavn af gåbus-ordningen. Også de store elever får udbytte af at være en del af det.
“Det er tydeligt at mærke, at ansvaret for gåbussen betyder meget for de store elever, der snart er uddannede. De vil meget gerne være med til at gøre en forskel for de små og hjælpe dem sikkert i skole,” siger Morten Wettergang.
Også det sociale fællesskab på tværs af årgangene vil blive styrket.
“Når store og små elever lærer hinanden bedre at kende, så smitter det positivt af i mange andre sammenhænge - for eksempel i frikvartererne,” siger Morten Wettergang.
En evaluering viser, at efter projektets start kommer 52 procent af gåbus-eleverne aktivt til skole hver dag mod 28 procent tidligere.
1. marts træder projektet i kraft på Højby Skole.