K vil udbrede gode skoleerfaringer
Skoler, der hæver elevernes karakterer, skal dele deres viden
Tre år i træk har eleverne på seks forskellige skoler i Odense fået højere karakterer ved folkeskolens afgangsprøver, end man skulle forvente ud fra elevernes sociale baggrund.
Det tyder på, at de seks skoler kan noget særligt, når det kommer til at gøre eleverne dygtige. Derfor har de konservative i Odense Byråd stillet en række spørgsmål til børn- og ungerådmand Sussanne Crawley og bedt forvaltningen om at undersøge, hvad det er, de seks skoler er så gode til.
“Det, der er det afgørende for os, det er, at vi hele tiden forsøger at forbedre folkeskolerne i Odense. Når vi har seks skoler i Odense, som gør det bedre end de andre, så handler det jo om at få udnyttet den viden,” siger Kristian Guldfeldt, som er byrådsmedlem for de konservative har sendt de skriftlige spørgsmål til børn- og ungerådmanden.
Børn- og ungerådmand Sussanne Crawley (R) siger til Lokalavisen, at Børn- og Ungeforvaltningen allerede har et system til at følge op på resultaterne for den enkelte skole.
“Vi går ned i hver eneste skole og ser, hvad er det, de har brug for at få hjælp til, og hvordan kan vi hjælpe dem,” siger hun.
Under landsplan
Henvendelsen fra de konservative kommer efter, at Undervisningsministeriet i sidste uge offentliggjorde en hjemmeside, som gør det nemt at sammenligne forskellige skolers karaktergennemsnit, fraværsprocent og andre nøgletal.
Ministeriets tal viser, at for skolerne i Odense i gennemsnit fik 6,9 i karakter i de bundne prøver i niende klasse i skoleåret 2014 - 2015, mens skoleeleverne på landsplan i gennemsnit fik 7,0. Dermed ligger karaktergennemsnittet for skolerne i Odense en anelse under landsplan.
Dermed flugter resultatet med tidligere år. I skoleåret 2013 - 2014 lå karaktergennemsnittet i Odense 0,2 under landsplan, mens de i 2012 - 2013 lå 0,1 under karaktergennemsnittet på landsplan.
Du kan selv gå på opdagelse i tallene på www.uddannelsesstatistik.dk/grundskolen/overblik
Tre år i træk har eleverne på disse seks skoler fået bedre karakterer end ventet:
Provstegårskolen
Paarup Skole
Sanderumskolen
Tarup Skole
Rosengaardskolen
Søhusskolen