Mange bække små

Egentligt er det bare en lille bæk, der snor sig langs vejen mellem Ådal og Vonge. Den er normalt ikke særlig stor, men på denne våde vinterdag har den spist havregrød og kommet i god form, så vandet bruser godt derudad.
Bækken er meget facinerende at se på, for det er bække altid.
Jeg ved ikke hvorfor, men bækker, åer og floder har altid haft min fascination. Måske fordi der er noget meget levende over vand og vandplanter, men også fordi de er naturens egne små veje.
Bække og åer får verden til at hænge sammen, og det gør floder selvfølgelig også, men dem har vi ikke så mange af her i landet, så de er sværere at stoppe op og se på.
Det smukkeste stykke natur jeg nogensinde har oplevet var i øvrigt to floder i Canada, hvor vi stod og kiggede på floderne, der faldt ud over bjergets skarpe kant og dermed lavede nogle kæmpe vandfald, der brusede med voldsom kraft nedad.
Der var så smukt, at hvis Gud skulle sende et postkort til de andre guder derhjemme, ville det blive med et motiv derfra.
Men mindre kan gøre det., og Canada er altså langt væk, så jeg nøjes gerne med at nyde mindre vandløb.
Som barn elskede jeg at lege ved bækken yderst i Trædballe, hvor firmasporten lå og hvor Bindeballestien stadig tager sin begyndelse fra by til land. Her kunne vi unger kravle ind under broen, og føle man var ved en bjergbæk i Norge, især hvis vi kravlede opad de store sten, som holdte broen oppe (gør de nu stadig), eller man kunne hoppe over bækken, der var der var smallest. Hvis man da kunne uden at få våde fødder.
Og det kunne jeg, men ikke alle af ungerne kunne, så det var ekstra fryd.
Og nå ja, man kunne smide pinde i og forestille sig, at de pinde var skibe, der konkurrede om at komme først hen til den store gren, der stak ud henne ved svinget, og så løb man ellers efter pindende og jublede, når ens pind vandt.
Jo, tænk sig at en bæk kunne være verdens bedste legetøj. Vild og voldsom i børnehøjde, men nærmest blidt som et lam i virkeligheden.
Er det bare mig, eller er der for få bække i nutidens børneverden? En bæk er selvfølgelig en smule farlig for de mindste børn, men ellers burde der være en bæk i enhver baghave, i hvert fald mens man er barn.
Så kunne man lade telefonen eller Ipaden bliver indendørs, alt mens man udforskede bækkens mangfoldighede.
Måske derfor er jeg ekstra fascineret af den svumlende bæk ved Vongevej. Den minder om min bæk fra fortiden.
De har det ellers svært, de kære vandløb. De har gennem tiderne blevet gjort lige og nogen gange rettet ud igen, og de bliver fyldt med alt muligt dårligt skidt fra marker og byer. De har det egentligt trange kår, og der er så mange ting, de ikke må. De må ikke oversvømme, de må ikke være udklække steder for myg, de må ikke tiltrække vandrotter og så videre.
Men kære bække, åer og andre vandløb, I har en ven i mig.
Det kan godt være Landbrug- og miljøministeren ikke er alt for glade for jer, men I har min opbakning til at være nogle uregerelige banditter, der, som katten, har jeres eget liv. For det er det, I er. Livlige.
Nå, vandet i bækken ved Vonge flyder forbi mig, og hvor det ender ved ingen.
Måske på en strand i Japan eller som regn i en sky.
Mange bække små, gør jo en stor verden.