Fortsæt til indhold

Søn sætter mor i sving

Coffee Station er åbnet i Fredericia, lige over for banegården

Arkiv
Lars Saugbjerg

“Uha nej!”
Sådan lød Grace Hansens første reaktion, da hendes søn for nogle uger siden præsenterede sin idé.
“Nu skal du høre mor: Vi laver en kaffebar. Den skal hedde Coffee Station, og du skal stå bag disken.”
Sønnen Kasper Jensen tog skeen i egen hånd, da hans mor pludselig stod uden arbejde. Gennem 14 år havde Grace Hansen arbejdet for et pengehåndteringsfirma, der meddelte, at virksomheden flytter til Århus.
“Hvad skal mor nu lave? Hvor finder hun et arbejde?”, spurgte Kasper sig selv.
Den ene tanke tog den anden, og før Grace Hansen fik set sig om, var hun 'barista' i Jernbanegade i Fredericia.
“Jeg tog beslutningen, og regnede med at kunne lokke hende med,” smiler Kasper, mens Grace ryster overbærende på hovedet.
“Da jeg først havde tygget lidt på idéen, brændte jeg varm på den. Sandheden er, at jeg altid har snakket om at få et lille hyggested. Og rammerne er jo helt perfekte her,” lyder det fra Grace Hansen.
“Faktisk har vi mulighed for at udvide stedet, men lad os nu se. Nu skal vi lige i gang,” supplerer Kasper.

En sludder og en kop

Coffee Station kan servere et utal af kaffevarianter, kolde drikke og kage.
“Kagen er forskellige fra dag til dag. Enten er den hjemmelavet, eller også får vi den bragt. Det kommer an på efterspørgslen. Vores primære kunder vil jo nok være folk, der er på farten. Men vi har skam også plads til, at man kan sidde ned i kaffebaren. Rigtig mange har jo lige 10 minutter før toget eller bussen kører, så kom ind til en sludder og en kop,” lyder opfordringen fra mor & søn.
Kasper Jensen får formentlig ikke meget tid til at hundse med sin mor i forretningen. Han kører turistbus og driver et mindre rengøringsfirma - så det bliver Grace, der agerer daglig leder.
“Jeg er da stolt af min søn. Tænk at han har brugt så mange timer og ressourcer på at hjælpe. Det er rørende,” smiler Grace og kigger kærligt på sin søn...