Fortsæt til indhold

“Er Facebook en digital gabestok?”

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Det er et velvalgt emne, som Foreningen Sex og Samfund i år har valgt som tema i den årlige kampagne Uge Sex. For tonen på de sociale medier er ofte hård og ubarmhjertig. Og mange går langt over stregen...
Hvad der kunne være et fantastisk forum for meningsudveksling og debat - vor tids gadekær, er efterhånden blevet et tilflugtssted for skingre debattører, der går mere efter manden end efter bolden. Facebook er blevet “pøbelens guillotine”, som én kommenterede på Twitter, efter sidste uges ophedede debat om dagplejemoderen i Haderslev, der havde - eller ikke havde - efterladt børn ved en trafikeret vej.
Flere fremtrædende personer - herunder en del politikere, har trukket netstikket til online debat den seneste tid. Simpelthen fordi debatten kører af sporet og bliver - i bedste fald ufrugtbar, og i værste fald dybt krænkende for de involverede parter.
Også her på Lokalavisen oplever vi jævnligt, at det er nødvendigt at minde folk om at holde den gode tone på vores platforme på internettet. Nogen saboterer endda debatten yderligere ved at oprette falske profiler at gemme sig bag.
Vi får ikke sjældent fornemmelsen af, at folk tror, det er en gratis omgang at svine folk til i debatter på for eksempel Facebook. Det er IKKE en gratis omgang.
Vi står hver for sig til ansvar for vores sprogbrug og opførsel - også selvom vi sidder bag en skærm.
Vi har alle et ansvar for den gode tone, og for hvordan fremtidens debatniveau skal udvikle sig.
En god øvelse kunne jo være at tænke sig om, før man trykker “send” og lige overveje, om man ville sige det samme, hvis man stod ansigt til ansigt med personen nede i Føtex.