Valentinsaften med lyrik og opera
I dag er der en helt særlig valentinsdagskoncert i Haderslev
Han er født i Tørring midt i Jylland, der hvor Gudenåen har sit udspring.
Han er historien om den unge musiker, der rejser til hovedstaden, for at prøve sit talent af. Han synes, at han har noget spansk blod i årene, men ved udmærket godt, at det ikke er sandt. Han bliver forelsket i én fra Århus, og flytter derfor tilbage til Jylland, som han ikke er bleg for at erkende som sit ophav.
I sine sange betragter han hverdagslivet, som han giver sine finurlige og jordnære kommentarer med på vejen.
Og så er der Kærligheden. Det er den, det drejer sig om, når han søndag den 14. februar - Valentinsdag - krydser stemmer med opera-sopranen Stine Elbæk på Ras2Ranten i Haderslev. De to tager publikum med helt ind i kærlighedens intimsfære, når de sammen og hver for sig besynger den, alt imens publikum kan nyde en luksusbrunch og et glas bobler.
“Kærlighedskoncerten er en stund, der helt og holdent hylder kærligheden. Fra operaens højdramatiske sang, og helt over til popsangens ærlige og hudløse udtryk er der langt. Men de handler begge om det samme, og ved krydse deres udtryk, bliver paletten stor.,” fortæller operachef fra Opera på Grænsen, Peter Vogel. Han fortsætter:
“Koncerten vil tage publikum med ud i alle hjørner af kærligheden. Den er en hyldest til denne stærke kraft, der binder os mennesker sammen. Den er opera og pop, spagetti med kødboller, stearinlys og skønne duetter. Oplev nogle af de mange sange, som vi alle forbinder mest med kærligheden, og vær med til at hylde den.”
De to sangere akkompagneres på dagen af pianist Jacob Alsgaard Bahr og det er Opera på Grænsen, der står bag arrangementet./pra