Fortsæt til indhold

Mette i hængekøjen

Arkiv
Af Karsten Lorentzen, byrådsmedlem, DF

Én ting har Mette Gjerskov (S) helt ret i her i sit seneste indlæg i Roskilde Avis: I Dansk Folkeparti vil vi gerne tale om flygtninge. Men det vil socialdemokratiets lokale folketingsmedlem tydeligvis ikke, og så bliver det unægtelig vanskeligt at føre en samtale om økonomi, der giver mening. Men det er naturligvis heller ikke Mette Gjerskovs ærinde den 2. februar. Hun beskylder mig paradoksalt nok for at klynke i stedet for at tage ansvar. Men det er måske ikke sært, når man tænker på, at Mette Gjerskov er i den yderst bekvemme og opportunistiske situation, at hun selv er sluppet for at tage ansvar for udlændingestramningerne i sit eget parti ved at trodse partilinjen. Det er rart at ligge i hængekøjen. Ja, Mette Gjerskov afviser faktisk ligeud, at flygtninge overhovedet har nogen betydning for Roskilde Kommunes – eller for den sags skyld landets - økonomi. Det er måske lige lovlig kækt, al den stund vi kan imødese langt større omkostninger end de “15 millioner kroner i år”, som Gjerskov selv nævner. I stedet kører den sædvanlige – og efterhånden stærkt ridsede –agitpropgrammofonplade om den blå regerings velfærdsmassakre i tomgang. Formentligt vil nogle huske de socialdemokratiske påstande om den “sociale massegrav” under den tidligere borgerlige regering. Det var naturligvis det rene vås, men i kombination med en masse tomme løfter rakte det ikke desto mindre til, at Thorning-Schmidt kunne blive statsminister og lempe udlændingepolitikken, således at indvandringen atter kunne komme op i omdrejninger. Men hvis vi nu skal tale om de ting, Mette Gjerskov gerne vil tale om, så må vi konkludere, at hverken Roskilde eller andre kommuner er små øer uden kontakt til resten af samfundet. Vi støtter ideen om, at staten skal overtage udgifterne til flygtninge, men måske burde Mette Gjerskov tænke over, at borgerne i Roskilde også er “staten”. Roskilde Kommune er i øvrigt ikke den fattiggård, som Socialdemokratiet gerne vil gøre den til – og Mette Gjerskov kan heller ikke beskylde sine partifæller i byrådsgruppen for at føre nedskæringspolitik. I Dansk Folkeparti kan vi gennem rettidig omhu sagtens anvise besparelser i kommunen, uden at det gør ondt på nogen.