Fortsæt til indhold

50 år med musik, politik og passion

Christian Haugk fylder 50 år, men sætter ikke farten ned af den grund - ambitionerne bliver kun større med årene

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Christian Haugk sidder på sit lyse kontor på Godset, der har dannet ramme om Koldings store koncerter i mange år. I dag er han daglig leder af stedet, men sådan var det ikke for 23 år siden. Dengang var Godset bare en vision for foreningen af musikere, som han var medlem af.
“I 1993 var det bare en våd drøm for foreningen, som ønskede spillesteder og øvelokaler,” fortæller han.
I dag er stedet meget mere end det - det er et ud af kun 19 regionale spillesteder, som modtager finansiel støtte fra staten. Men det er ikke det eneste ansvarsområde, den 49-årige koldingenser har. Oveni den daglige ledelse af Godset dyrker han lokalpolitik på højt plan - han sigter efter at blive den nye borgmester i 2018.
“Det er ikke nok at sidde i sofaen med korslagte arme, og vende mine utilfredsheder og gode ideer. Jeg vil ud og gøre en forskel, så Kolding kommune bliver et bedre sted for alle,” fortæller Christian Haugk, der stiller op for Socialdemokraterne, og som altså kan fejre sin 50-års fødselsdag i dag den 9. februar.
Fødselaren er ikke bare politiker og leder af Godset. Han er også familiefar - selvom børnene dog for længst er flyttet hjemmefra - fodboldspiller på det lokale bacon-hold og en sjælden gang imellem, trommeslager. Selvom han er født og opvokset i Østjylland, valgte han at flytte til Kolding. Her kunne han bo tæt på sin søster, dyrke musikken og finde et job som sælger, hvad han virkelig brændte for i sine unge år.
“Der er i virkeligheden ikke den store forskel på at være sælger, daglig leder eller at være politiker. Det handler om at være et troværdigt menneske, der både kan tale sin sag og lytte til andre,” fortæller Christian Haugk, som senere mødte sin kone i Kolding.

Med politik i DNA’et

Interessen for politik er nærmest medfødt hos Christian Haugk, hvis mor var byrådspolitiker i Randers.
“At debattere og kunne forsvare vores synspunkter, var noget, vi voksede op med i min familie. Det har altid været meget naturligt for mig, så da et parti bad mig stille op for dem i 2003, gik det op for mig, at jeg gerne ville deltage i den lokale politik,” fortæller han.
Christian Haugk takkede dog nej til partiet, der rent ideologisk ikke stemte overens med ham. I stedet fandt han sit politiske ståsted hos Socialdemokraterne.
“Jeg har været i lokalpolitik i nogle år, og jeg har lært meget undervejs. Jeg har visioner om en borgmesterpost, et reelt og bredt politisk samarbejde og et opgør med konceptet “ Vi designer livet”. I stedet synes jeg, at borgere, virksomheder og institutioner skal inddrages i en proces der fører frem til de drømme og billeder af fremtiden vi sammen ønsker for vores fællesskab i kommunen,” slutter Christian Haugk,
Han fejrer sin 50-årsdag på ægte politikermanér, når han inviterer borgerne til borgmesterstang på Axeltorv lørdag den 13. februar klokken 11.