Avisen giver en guide
Kælke kommer man næppe til, men heldigvis er tilbuddene mange andre i ferien.
“Moooaaar, jeg keder mig!”
Ifølge massevis af eksperter skal man som forælder ikke lade sig stresse af sådan et udbrud - og heldigvis for det, for fredag ringer det ud til vinterferie på Esbjerg Kommunes skoler, og dermed ligger en hel uge uden lektier, pligter og faste sovetider forude. Og med det også god tid til at kede sig lidt. Men bliver det for meget, så er listen over vinterferieaktiviteter indenfor kommunegrænsen heldigvis lang.
Vejret ved man som bekendt aldrig helt med, så en tur under tag i et af byens indkøbscentre kan vel betragtes som noget nær en helgardering!
I Sædding Centret er vinterferien ligeså tætpakket, som den plejer at være med det klassiske legetøjsmarked som ugens højdepunkt. Mandag, tirsdag og onsdag kan der gøres gode handler, og hver dag byder på helt nye boder, så markedet kan faktisk besøges alle tre dage i træk.
Torsdag lokker Sædding Centret med, at børn kan forsøge sig som cirkusartist sammen med Gøgler Kaj kl. 10.30, 11.30 og 12.30, mens man lørdag kl. 11.30 kan opleve børnemodeshow på centertovet.
I Esbjerg Storcenter kan små kunstnere mandag fra kl. 12.00 give deres maleevner frit spil på et kunstnerværksted på torvet ved Fakta, og onsdag er der samme tid og sted bamsefabrik, hvor hvert barn kan lave sin egen bamse. Torsdag kan piger mellem syv og 14 år få luft under deres modelvinger, når det populære pigeblad Olivia skal finde en pige, der skal have en fotosession i bladet. Det sker fra kl. 10.00 til 13.00.
Vinterferien på Fiskeri- og Søfartsmuseet bliver toptunet i år. I anledning af museets spotudstilling ”Tunfiskeri i Øresund” sættes der nemlig fokus på tun. Museet ønsker børnehjælp til at farvelægge træ-tun til udstillingen ”200 Toptunede tun”?
Mandag til fredag skal der dagligt males 40 tun fra kl. 11.30 til 14.00. De 200 toptunede tun skal efterfølgende udstilles i spotudstillingen ”Tunfiskeri i Øresund”. Alle børn, der deltager i arbejdet, modtager et diplom, som også er adgangsbillet til dem og én voksen, når der fredag den 26. februar holdes fernisering på udstillingen kl. 15.00.