Fortsæt til indhold

Bilka kommer i nye klæder

Bilka Esbjerg får et stort løft i den kommende tid, hvor varehuset skal gennemgå en massiv modernisering. Ombygningen er allerede i gang.

Arkiv
Rune Weitling

Detailhandlen og de store varehuse beskyldes ofte for, at de pynter op til jul længe inden, at de første blade er faldet af træerne i efteråret.

Men der er nu ikke noget at sige til det, hvis både personale og ledelse i Bilka Esbjerg allerede har været i kælderen for at finde den helt store kasse med pynt frem, for julen er altså faldet ganske tidligt i Esbjergs suverænt største varehus i år.

For få dage siden faldt den endelige byggegodkendelse nemlig på plads, og den betyder, at indkøbscentret nu kan blive massivt moderniseret. Det giver naturligvis højt hævede arme hos varehuschef Jeanette Duvander, der kan fremvise en dåbsattest på Bilka Esbjerg fra 1994, mens flere elementer af centret kan dateres helt tilbage til A-Z fra 1987.

“Så der er ingen tvivl om, at vi trænger lidt,” griner Jeanette Duvander, der især ser frem til at kunne glæde sine mange personaler med de kommende forbedringer af varehuset.

Stor mad, drikke og bage ø

Hvad er det så, der skal ske med Bilka Esbjerg?

Den slags er jo ofte nemmest at se ved selvsyn, så Lokalavisen tog imod en invitation om en lille rundtur i huset for at få en forklaring på, hvad de kommende håndværkere skal få ud af deres strabadser, når de nu skal forstyrre vi travle menneskers kommende indkøbsture.

En af største forandringer i varehuset fremover finder man lige indenfor døren. Her flytter man hele Quick Food afdelingen, der faktisk havde sidste dag i sin 'gamle' form i søndags, til en ny lokation. Fremover bliver der således etableret en kæmpe mad, drikke og bage ø på den store forplads, lige når man kommer ind ad karruseldøren.

“Det bliver virkelig et sted, hvor man kan opleve en forandring herude. Der bliver meget mere “look and feel” over det, ligesom vi kan eksponere vores varer meget bedre,” forklarer Jeanette Duvander, der selv har været rundt i Kongeriget for at inspicere andre Bilka varehuse for inspiration.

Sektionschef Knud Dreier med et smil om læberne.Det er der ikke noget at sige til, for hans “område” fåren massiv ansigtsløftning. Ja faktisk får man med Knud Dreiers egne ord “landets flotteste slagter delikatesse” samt en bagerforretning i topklasse, hvor fagpersonalet kommer helt frem, så kunderne kan opleve dem arbejde med råvarerne.

Helt ny kasselinje

At Quick Food afdelingen, som vi kender den i dag, skal flyttes, skyldes ikke mindst, at kasselinjen bliver rykket længere frem i det nye Bilka Esbjerg. Og ikke nok med at linjen rykkes frem, så får den også et enormt ansigtsløft, fortæller personalechef Stig Michaelsen:

“De nedsænkede lofter over kasserne fjerner vi, ligesom de relativt høje hylder ved kasserne sænkes, så man kan se hele vejen ned gennem kasselinjen. Vigtigst af alt, og til stor, stor glæde for personalet, så får vi også helt nye kasser. Det er dobbeltkasser, hvor man sidder to sammen ryg mod ryg, og så er de ergonomisk i top, da de både er højre og venstre vendt,” siger Stig Michaelsen og fortsætter:

”I dag sidder vores ekspedienter og kører varerne igennem på samme måde hele tiden, og det mærker du måske ikke på en halv dag eller et halvt år, men efterhånden bliver det rigtig hårdt,” fortæller Stig Michaelsen, der ligeledes forventer, at de nye kasser vil gøre oplæringen af nye medarbejdere væsentligt nemmere, da erfarne og nye ekspedienter kan sidde sammen:

“Og så håber vi, at vi kan få touch screen skærme, men den er ikke sikker endnu,” smiler sektionschefen og røber, at han havde en af sine bedste dage i Bilka, da han kunne fortælle sit personale, at der nu endelig kommer nye kasselinjer.

Personalechef StigMichaelsen er ikke bare en glad mand, han er en rigtig glad mand.Et længe næret ønske om ny kasselinjer går nu i opfyldelse, og faktisk er dobbeltkasserne så store, at de kun må fragtes op gennem Tyskland på særlige tidspunkter af døgnet. “Ergonomisk får det en kæmpe betydning for personalet,” siger Stig Michaelsen.

Frugt og grønt prioriteres

Den guidede tur med Jeanette Duvander kan desuden fortælle os alle, at man i fremtiden vil samle alt tekstil i et stort område, at man vil opleve et væsentligt større og præsentabelt parfumeunivers, en større elektronikafdeling samt, at den midterste gang bliver sløjfet.

“Dermed får vi skabt nogle “lommer”, hvor man kan samle tingene meget mere. Det vil gøre alt væsentligt mere overskueligt og præsentabelt,” siger Jeanette Duvander, mens vi nærmer os bistroen.

“Den kommer for alvor til at få et løft. Det bliver den første Bistro i en Bilka i Danmark, der får så væsentligt et facelift. Det forventer vi os meget af,” lyder det fra varehuschefen, der fortsat har meget at fortælle om moderniseringen:

“Vores frugt og grønt afdeling vil også være blive opprioriteret enormt, da vi naturligvis følger med tiden og mærker interessen for både økologi og sundhed i samfundet. Det er desuden et område, som vi selv synes, at vi er meget stærke på og derfor også et sted, hvor vi vil sætte endnu mere ind.”

“DK’s flotteste slagterdeli”

“Turen går til...” hedder de kendte rejsebøger, og avisens tur går nu videre ned gennem varehuset. I den bagerste del af forretningen vil man nemlig fremover også kunne opleve et anderledes Bilka, forklarer sektionschef Knud Dreier:

“Nu er man jo tilbøjelig til at rose sig selv, men jeg vil godt sige, at vi kommer til at få landets flotteste betjente slagterdelikatesse. Vi prioriterer enormt højt, at kvalitet og kundeoplevelse spiller sammen, og derfor moderniserer vi nu hele området massivt. Det betyder blandt andet, at vi rykker al fagpersonalet frem, så kunden kan se slagteren, fiskemanden og bageren arbejde med varerne. Vi værner om håndværket, og vi har fageksperterne, og det vil vi gerne vise,” siger Knud Dreier, der i fremtiden får en decideret fiskeafdeling med blandt andet sæsonens fisk.

“Vi får også en opgradering på kødsiden med eksempelvis krogmodnet kød, ligesom vi satser meget på lokale råvarer såsom Marsk lam, Fanø Laks og Gråsten Fjerkræ. Endelig så vil bageren få et helt nyt look, og derfor lukker vi afdelingen ned i fem uger, fordi der skal laves så meget om. Men det bliver det værd,” lover Knud Dreier.

Kølediske udskiftes

Mens vi er i det bagerste område, forklarer Jeanette Duvander endvidere, at samtlige kølediske bliver udskiftet med nye, der blandt andet får låg af miljømæssige årsager.

“Samtidig så vender vi dem om, så de kommer til at stå på den anden led i forhold til i dag, Det betyder ikke blot et helt nyt look, men også mere plads for kunden,” beretter varehuschefen, mens vi går tilbage ned mod hovedindgangen.

Her forklarer hun undervejs, at vinafdelingen også bliver anderledes og mere præsentabel i fremtiden, servicecentret rykkes tilbage i vareudleveringen, kiosk og kundeservice slås sammen, mens både kolonialen samt sæsontorvet flyttes helt.

“Sæsontorvet kommer frem i butikken før kasselinjerne at stå, da vi vil udnytte det område meget bedre i dag. I det hele taget er håbet jo med denne gennemgående renovering, at vi får et både flottere, mere overskueligt og ikke mindst moderne varehus, der er 2016 værdigt,” siger Jeanette Duvander, der samtidig røber, at der kommer ny asfalt og opstribning udendørs.

“Skidt, før det bliver godt”

Småtrætte i benene er rundturen nået til vejs ende, men hvornår er renoveringen og moderniseringen så også det?

“Håbet er, at vi åbner for det 'nye' Bilka lige omkring sommerferien. Man ved jo aldrig helt med sådan noget byggeri, men håndværkerne er som bekendt allerede rykket ind, og tidsplanen fortæller, at det kommer til at tage små 20 uger. Uge 9 begynder arbejdet sådan for alvor, og det kommer til at rode lidt, det ved vi. Men vi håber selvfølgelig, at folk bærer over med os, for huset trænger virkelig til det,” smiler Jeanette Duvander og tilføjer:

“Og det er jo også noget med, at det skal være skidt, før det bliver godt, ik'.”