Ny kommunikationsmand starter i Nationalpark Vadehavet
I et stærkt felt, med ansøgere fra hele landet, har Nationalpark Vadehavet valgt et kendt medieansigt som ny kommunikationskonsulent. Det er lokalredaktør Jens Laurits Hansen fra Jyske Vestkystens Tønderafdeling, som er udvalgt blandt 92 ansøgere.
"Med Jens mander vi i nationalpark-sekretariatet op med en meget erfaren kommunikator, der kommer med et stort netværk, gode pressekontakter samt en smittende, positiv udstråling. Vi er sikre på, at Jens vil få skabt flere gode samarbejder med vores mange partnere og interessenter”," siger sekretariatsleder Peter Saabye Simonsen i en pressemeddelelse og tilføjer:
"Jens brænder for nationalparken og Verdensarven, hvilket naturligt er et ekstra plus."
Et element i udvælgelsen af den nye kommunikationskonsulent har været forståelsen for, at nationalparken skal samle mange partnere med forskellige interesser, som ikke altid peger i samme retning. Det kræver modenhed, og at man er tillidsvækkende, hvis man skal samle folk til at finde fælles løsninger.
Nationalparkens kommunikationskonsulent skal desuden have en vis fornemmelse for at navigere i et politisk farvand mellem de mange internationale, nationale og lokale interesser. Hen over foråret vil nationalparken arbejde på en kommunikationsplan, som Jens Laurits Hansen får til opgave at realisere efterfølgende. En stor opgave bliver at synliggøre nationalparken og Verdensarven. En anden vigtig opgave er, at få sat gang i flere værdifulde aktiviteter sammen med nationalparkens mere end 150 partnere.
Jens Laurits Hansen starter 1. april 2016.