Europas største restaurantfestival lander også i Esbjerg
For sjette år i træk har Copenhagen Food og San Pellegrino samlet de bedste restauranter landet over til restaurantfestivalen Dining Week. 500 gæster har allerede sikret sig plads i Esbjerg, som er med i dette års landsdækkende restaurantfestival, der løber af stablen i hele landet i uge 7.
Idéen med festivalen er at øge kendskabet til gastronomi. Restauranterne tilbyder tre retter for 200 kroner for at alle skal have mulighed for at opleve det gode måltid. I Esbjerg deltager tre restauranter i år, men arrangørerne kunne godt tænke sig, at flere vestjyder kan komme ud at spise godt til en overkommelig pris, så de håber, flere restauranter vil være med næste år.
I Esbjerg deltager Dronning Louise, Hotel Britannia - Brasserie B og Esbjerg Conference Hotel - restaurant.
Allan Nielsen, direktør for Hotel Britania og Brasserie B, er glad for, at Dining Week er gået fra at være et københavner-fænomen til at dække hele landet. Allan Nielsen har relationer i det københavnske restaurationsmiljø og kendte til festivalen, da Bjørn Beyer fra Dining Week ringede til ham.
"Jeg var ikke sen til at sige ja, da de spurgte, om Brasserie B ville være med. Før var uge 7 totalt død – nu kan jeg se frem til at få restauranten fyldt op med gæster.”
Men det er ikke kun derfor, Allan Nielsen er glad for restaurantfestivalen. Han kan godt lide, at konceptet gør, at mange flere kan gå ud at spise.
”Det er da fedt for esbjergenserne, at de kan komme ud og få en restaurantoplevelse for 200 kroner. Og jeg får mulighed for at vise, hvad vi er gode til."