Bazar i Haderslev er klar med mere velgørenhed
Secondhand- & livsstils bazar i VUC Syd i Haderslev den 2. april
Bazar i Haderslev er klar til endnu en Secondhand - & livsstils Bazar den 2. april klokken 10 - 15 på VUC i Haderslev.
Arrangørerne bag velgørenheds-arrangementet, Anne Outzen og Lisa Wagner, håber på samme store tilslutning, som der er set ved de forrige bazarer.
“Som noget nyt denne gang er der ud over de indendørs rammer også mulighed for at købe udendørs pladser,” fortæller de travle kvinder, som tilføjer:
“Både private og virksomheder kan købe en stand, hvorfra man kan sælge nye og brugte varer.”
Prisen for en stand er 250 kroner for private og 500 kroner for momsregistrerede virksomheder.
Overskuddet går som tidligere ubeskåret til Stafet for Livet i Haderslev.
VUC Syd stiller rammerne for bazaren til rådighed. Der er gratis adgang for publikum, der også vil blive tilbudt en rundvisning i hele huset. Kulturcaféen holder åbent klokken 8.15.
Arrangørerne tager stadig imod tilmeldinger, og yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Lisa Wagner på fl-wagner@webspeed.dk eller telefon 5363 7485.