Stor strikkeudstilling i Give
Hos Madame i Give kan man fra på torsdag og en måned frem opleve en speciel strikkeudstilling. Og det er en Danmarkspremiere, der venter.
"Det er lykkes mig at få udstillingen med 42 norske kofter til butikken. Det er Sandness, der står bag. Kofterne er i strikkekredse det mest hippe af det hippe lige for tiden, så jeg er meget glad for at kunne præsentere udstillingen," siger Jette Sønderholm, der er indehaver af Madame Lingeri & Garnbutik i Østergade i Give.
De 42 kofter vil ses kunne hænge rundt i butikken.
"De er fra 27 forskellige steder i Norge, lige fra syd til nord, og selvom det er trøjer, der giver minder fra vores barndom, er de selvfølgelig blevet frisket op, så de står vildt moderne i dag," siger hun.
Hos Madame har Jette Sønderholm også ændret på åbningstiderne.
"Jeg holder lukket om onsdagen, men holder så lidt længere åbent om lørdagen. Jeg har valgt denne løsning, for på den måde at kunne spare en lønning og få mere fritid. Jeg har nogle kreative drømme og planer, som kræver mere fritid," siger hun.