Byder på ægte fængselsstemning
Haderslev Bibliotekerne inviterer igen til en bustur til Krimimessen i Horsens Gamle Statsfængsel
I år deltager store udenlandske forfattere som Karin Slaughter, Gunnar Staalesen og det anmelderroste forfatterpar, der skriver under pseudonymet Lars Kepler, når tuen går til Krimimessen 2016 i Horsens Gamle Statsfængsel lørdag den 12. marts.
Det er Haderslev Bibliotekerne, der i samarbejde med Personaleforeningen for ansatte ved Haderslev Kommunes igen i år er arrangør af busturen til Krimimessen på Det Gamle Statsfængsel i Horsens.
Der deltager over 100 forfattere og foredragsholdere på Krimimessen fra Danmark, Norge, Sverige og Finland, men også forfattere fra England, Tyskland, Skotland, USA og New Zealand.
I år er det igen muligt at besøge fængselsmuseet, og din billet giver 50 % rabat på adgang til museet – et museum, som absolut er et besøg værd.
Messeområdet er i år for første gang flyttet ind i det gamle fængselsmagasin.
Bussen kører - præcis - klokken 9.00 fra Haderslev Bibliotek, Bispebroen 3, og kører retur fra Horsens omkring klokken 16-16.30. Det koster 250,- kr. at deltage, og for det får du busturen, adgang til messen og kaffe, samt et rundstykke på vej derop.
Billetter købes på www.haderslevbibliotekerne.dk