Trolde, elver og legesager
Trolde, elverpiger og legesager er på Give-Egnens Museum vinterferieprogram i år.
“Vore forfædre var bange for de mystiske væsener i den mørke skov, så tør du komme og høre mere om myter og sagn fra gamle dage? Vi fremstiller udstyr som beskytter mod mystiske væsener og du får også lov til at smage på mosekonens bryg,” lyder det opfordrende fra Give-Egnens Museum.
Jo, vidste du, at trolde kan forvandles til sten, og at der er fundet elverpigestof på brombærbuskene i museumsskoven?
“Kom og leg med, når vi fortæller om trolde og elverpiger tirsdag den 16. februar og torsdag den 18. februar”, lyder det videre i en pressemeddelelse.
Begge dage fra klokken 13.30 – 15.00.
Er du interesseret i en oplevelsesdag, hvor du laver din egen aktivitetsbog, så skal du komme onsdag den 17. februar fra klokken 13.00-16.00.
Der er også mulighed for at se særudstillingen ”Legesager”.
jfl