Koldingenseren og Pia K
Frank Thiel kom til Mungo Park i Kolding i 2012 efter flere år som skuespiller i København. I dag er han en af hovedrolleindehaverne i den anmelderroste ”De Stuerene”, hvilket har været en ganske særlig oplevelse for skuespilleren
Teater Frank Thiel spiller rollen som Poul Nyrup Rasmussen i ”De Stuerene”, der omhandler Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis historie. Det er ikke første gang, at den Reumert-vindende skuespiller portrætterer en politiker, ej heller den første gang at han er med i så anmelderrost en forestilling – men det er første gang, at han har optrådt foran personen, hvis liv portrætteres. Pia Kjærsgaard drog nemlig til Kolding for at se forestillingen, det går tæt på både hendes eget liv og det politiske parti, som hun i sin tid var med til at stifte. ”Det var en underlig oplevelse. Udover at spille Poul Nyrup Rasmussen, spiller jeg nemlig også hendes far. Pia Kjærsgaard havde en opvækst med omsorgssvigt, og at skulle spille netop den scene foran hende var meget specielt, ” fortæller Frank Thiel. Heldigvis havde han og de andre skuespillere en god snak med den kendte politiker efterfølgende, som nogenlunde vidste, hvad hun gik ind til. ”Hun synes, at det var et godt stykke. At det var hårdt for hende at se til tider, men at det var godt,” siger skuespilleren. Derfor har Frank Thiel også respekt for politikerens deltagelse i De Stuerene - både over for at hun ville skrive prologen, men også for, at hun dukkede op til selve forestillingen. ”Vi har før lavet stykker om for eksempel Yahya Hassen, men Pia er den første, vi har oplevet, som faktisk kom og så stykket om sig selv. Også selvom det ikke udelukkende er en positiv forestilling,” siger han.
Et stykke med stolthed
Frank Thiel er oprindeligt fra Koldingområdet, nærmere betegnet Sdr. Bjert, og arbejder nu igen i Kolding Kommune efter en over 20 år langt afstikker til landets større byer, hvor han er blevet oplært og har udforsket sit potentiale som skuespiller, både på tv, i film og på teatret. Nu er han tilbage og er glad for, at holdet bidrager til Kommunen. ”Fordi stykket er så anmelderrost og har fået så meget omtale, har Kolding by også været i mediernes søgelys. Så vi har gennem stykket kunne bidrage med en masse positiv omtale af byen, hvilket vi selvfølgelige er glade for,” fortæller Frank Thiel. Han har selv lagt meget arbejde i sin portrættering af Poul Nyrup Rasmussen, der balancerer på en hårfin linje mellem komik og alvor. ”Vi bruger rollen ret slapstickagtig på scenen, men det skal heller ikke gå hen og blive revy-komik. Ulf Pilgaard kan jo sagtes efterligne Poul Nyrups stemme og talemåde på en sjov måde, men jeg har forsøgt at gå et spadestik dybere, og undersøgt personen bag. Således bliver rollen mere nuanceret.” Derfor er stykket i dag også et stykke, som Frank Thiele er vældig stolt over, hvorfor han også glæder sig til turnéen. ”Normalt er jeg ret genert af mig, og inviterer ikke venner og familier ind for at se forestillinger – jeg synes, at det kan være lidt pinligt. Jeg har kun oplevet tre gange i mit liv, at jeg har haft lyst til at invitere alle, jeg kender ind – og ”De Stuerene” er tredje gang. Når vi skal på turne, skal alle venner og kollegaer inviteres ind,” slutter han.