Fortsæt til indhold

Der er løbet meget vand i åen...

Arkiv
Tom B. Hansen / Frivillighedskoordinator Røde Kors Asylcenter Roskilde

...er en talemåde vi bruger, når vi tænker tilbage på noget der skete for længe siden. Det føles længe siden, at Asylcenter Roskilde åbnede i slutningen af januar sidste år. Der ER sket meget på et år og et år er jo egentligt ikke lang tid, i hvert fald ikke i den store sammenhæng. Ud over os der arbejder eller bor på Asylcenteret, er der nok ikke nogen der har bemærket at vi har holdt ét års fødselsdag. Centeret åbnede efter en hektisk klargøringsperiode i slutningen af januar 2015. Omkring 200 asylansøgere flyttede ind og der har været en løbende udskiftning af beboere, efterhånden som de fik midlertidigt ophold i en kommune, eller for nogens vedkommende afslag om ophold. Asylcenteret har også i en lang periode været center for Asylcenter Kongelundens kvindeafdeling, der blev genhuset hos os, imens der på Kongelunden skete en omfattende bygningsrenovering. Da kvindeafdelingen flyttede ud, blev der, på grund af den store mængde asylansøgere i efteråret, plads til at være aflastningscenter for Center Sandholm i en kortere periode. Aflastningen af Center Sandholm blev afløst af en meget kort periode med klargøring af centeret, for at kunne komme op på fuld kapacitet som opholdscenter. Voksenskolen flyttede til Byens Hus og skolelokalerne blev hovedsageligt indrettet til beboelse, således at vi nu er oppe på maksimal kapacitet...350 pladser. Det har været en turbulent periode, der viser at Røde Kors, også i Danmark, er en beredskabsorganisation og i 2015 var det bl.a. Roskilde der skulle varetage opgaven med at håndtere indkvartering af asylansøgere. Røde Kors er altid til stede, hvor der er behov for at give ly og tryghed til nødstedte, således også i Roskilde. Fundamentet for Røde Kors arbejde er de frivillige. Der er 17 millioner frivillige i Røde Kors på verdensplan, de 27.000 af dem er danskere og de flankeres af forskellige andre grupper af frivillige som f.eks. Roskilde Flygtningevenner. De frivillige på Røde Kors Asylcenter Roskilde, har i det forløbne år, stået sammen med centerets personale, for at løse opgaven med at give beboerne en tryg, værdig og meningsfuld hverdag. De frivillige er vedholdende i forhold til at få beboerne til at føle sig velkomne i Danmark. Hjælpe dem med at skabe kontakter til arbejdsmarkedet og danne gode relationer til borgerne i Roskilde. De skaber gode aktiviteter og arrangementer, sørger for at holde cykelbutikken og secondhandshoppen åben og følger gerne beboere der har behov for det, til hospital eller speciallæge. For et stykke tid siden sendte jeg en forespørgsel til vores ledsagegruppe, om nogen ville følge et ungt ægtepar til Bispebjerg Kirkegård i København. Ægteparret ville gerne besøge deres lille barns gravsted og de kunne ikke finde der ind selv. På mindre end en halv time var der en frivillig der havde meldt sig som ledsager og han havde også skaffet en tolk, så besøget på kirkegården kunne foregå så værdigt som muligt. Det er omsorg og medmenneskelighed i praksis og det oplever jeg som frivillighedskoordinator på Asylcenter Roskilde hver eneste dag. Røde Kors er altid til stede...men ikke uden de frivillige! rødt citat “De frivillige på Røde Kors Asylcenter Roskilde, har i det forløbne år, stået sammen med centerets personale, for at løse opgaven med at give beboerne en tryg, værdig og meningsfuld hverdag.”