Målscorer til FC Roskilde
FC Roskilde har forstærket 1. divisionsholdet med den 25-årige Morten Nielsen, der senest har spillet hos Sligo Rovers i den bedste irske række.
Hos irerne har han vist sig som en målduelig spiller. Det har også været tilfældet i de klubber og ungdomslandshold, hvor han har spillet tidligere.
Morten Nielsen kom som 15-årig til Chelsea fra KB og siden har han blandt andet spillet i klubberne Landskrona, AZ Alkmaar, FC Midtjylland, FC Fredericia, Greve, FC Rot-Weiss Erfurt før han rykkede til Irland som 24-årig.
Med Morten Nielsen på holdet har FC Roskildes cheftræner Anders Theil fået en af de spillere han har efterlyst til holdet.
- Morten er lige den type vi stod og manglede i bestræbelserne på at spille en trup sammen det næste halve år, siger Anders Theil.
- Vi skal have en trup, der kan ramme top 6 i næste sæson.
- Han er en rigtig dygtig afslutter og god i det opbyggende spil. Morten virker til at have den sult, der hele tiden er nødvendig for at præstere.
Klubben har benyttet vinterpausen til at sikre sig et par af egne spillere et par år frem i tiden. Der er skrevet en toårig kontrakt med Oscar Buch, fra klubbens U19-trup og kontrakten med Andreas Lissau er blevet forlænget frem til sommeren 2018.
ja-