Fortsæt til indhold

DGI og UC Syd i samarbejde

Arkiv
Arkiv

DGI Sydvest og DGI Sønderjylland har indgået en partnerskabsaftale med UC Syd. Det fortæller organisationerne i en pressemeddelelse. Samarbejdet mellem de tre skal sikre, at der kontinuerligt er en deling af både teoretisk og praktisk viden. Denne viden skal bruges begge veje, så idrætten og uddannelserne udvikles. “Det handler blandt andet om, at vores forskere får mulighed for at bruge de aktive idrætsforeninger, der er medlem af DGI, i deres forskning. Men det handler i lige så høj grad også om, at vi tilrettelægger vores efter- og videreuddannelser, så disse tilbud matcher de krav, som DGI's idrætsforeninger efterspørger,” siger UC SYD's prorektor, Alexander von Oettingen.

På det konkrete plan vil parterne f.eks. undersøge, om der er mulighed for en helt ny uddannelse i Danmark. En professionsbachelor i idræt.
UC SYD's videncenterchef, Børge Koch, peger på, at en formalisering og fortsat udvikling af det samarbejde organisationerne allerede har, er en nødvendighed.
“Vi har allerede et godt samarbejde, så vi kan sige, at vi blot cementerer det, ved at få papir på hinanden. Men det er også en nødvendighed. Selv om vi er drevet af en fælles passion for sundhed og idræt, så kan verden se anderledes ud i morgen end i dag. F.eks. kan både UC SYD's og DGI's medarbejdere få en anden arbejdsplads, så for at sikre viden i den forbindelse ikke går tabt, professionaliseres vores samarbejde med partnerskabsaftalen,” siger Børge Koch.

Partnerskabsaftalen er indgået for en 3-årig periode og er gældende fra 1. januar 2016 til udgangen af 2018.