Ny journalist på LørdagsAvisen
Katrine Thorlund, 28, er ny lokaljournalist på Lørdagsavisen
Hun er barnefødt i Herfølge og Køge og har været et smut omkring både København og Schweiz.
28-årige Katrine Thorlund er ny journalist på Lørdagsavisen. Hun betegner sig selv som "sindssygt nysgerrig."
"Jeg elsker menneskelige, nære historier og holder meget af at møde så mange forskellige folk som muligt," siger Katrine Thorlund, der har uddannelse og erhvervserfaring fra TV og video. Hun har arbejdet som producer i et TV-produktionsselskab i Genève, Schweiz og har taget Journalisthøjskolens fireårige TV- og Medietilrettelægger-uddannelse.
"Lokaljournalistik er vigtigt, fordi vi kan give folk stemme. Jeg glæder mig især til at skrive om folk, der har spændende projekter, som kan blive endnu federe, hvis vi spreder nyheden og skriver om dem," siger hun og tilføjer, at det kan være alt fra byudvikling eller foreningsarbejde til nye virksomheder.
Katrine Thorlund er netop flyttet tilbage til Køge med sin mand og parrets to-årige søn efter ti år udenbys. Hun ser frem til at lære byen at kende igen.
"På nogle måder er byen ny for mig. Jeg ser frem til at få føling med, hvad køgenserne ønsker sig af deres by, både borgerne og politikerne," siger hun.
Hvis du ligger inde med en god historie, kan du kontakte Katrine Thorlund på mailadressen kt@kmc-as.dk eller telefon 45908300.