Børnene er i den grad med på en lytter
Lige nu kan man opleve en lydfortælling, der stimulerer børns sprog
25 børn ligger i et lille mørkt rum og lytter intenst. Fra højtalerne lyder en stemme, der fortæller om andemor, der slås om et ålehoved.
Vi er til kulturfortælling med højt til loftet på biblioteket i Sædding Centret, og vi er i fuld gang med et nyt kulturelt tilbud til de yngste Esbjergensere. Tre unge mænd har nemlig fundet på et nyt koncept til indskolingsbørnene fra 1. til 3. klasse, og de var i sidste uge inviteret til en anderledes formidling af H.C. Andersens Den Grimme Ælling på Sædding bibliotek, mens fortællingen er åben for alle interesserede i uge 7 undtagen søndag.
Stimulerer sprogbrug
Kort sagt udfolder historien sig i en 360 graders vinkel omkring de lyttende børn, som derved vil opleve at blive en del af fortællingen. Her har børnene muligheden for at give fantasien frit løb og skabe deres egen visuelle forestilling om Den Grimme Ælling.
“Vi har et ønske om at formidle dansk kulturhistorie på en ny og samfundsrelevant måde anno 2016. Projektet er en sammensætning af ny teknologi og af en af vores stadig relevante kulturhistorier. Vi ved fra undersøgelser, at børns fantasi, sprogbrug og kreative udfoldelse i høj grad stimuleres af højtlæsning, og det er også derfor, at vi mener, at projektet er yderst relevant for målgruppen,” siger Mikkel Stokholm, der sammen med Søren Gedebjerg og Mads Mølgaard har skabt Esbjerg-firmaet Phonografen, der står bag kulturfortællingen.