Fortsæt til indhold

Transport af børn i vogne vinder frem

Fri Bikeshop har over tredoblet sit salg af Christania-bikes

Arkiv
Af Emil Hermann

Det er blevet populært at transportere børn i Christania-bikes i Odense.
I Fri Bikeshop ved Rosengårdcentret har cykelforhandleren på et år over tredoblet sit salg - ved at sælge otte i 2014 og 28 i 2015.
“På landsplan er salget af Christania-bikes og andre mærker af samme cykeltype steget med cirka 30 procent,” fortæller indehaver af Fri Bikeshop på Tagtækkervej, Ulrik Drudgaard.
Ulrik Drudgaard tror, at der er flere årsager til, at salget går så godt.
“Det er billig transport, sundt og miljøvenligt, siger han.
Indehaveren vurderer også, at størrelsen på Odense som by spiller ind, når folk vælger at investere i en cykel med vogn til børn.
“Hvis du bor og arbejder i byen, har du måske maksimalt 10 kilometer fra bopæl til job. Og med en el-motor på cyklen, som kan modstå modvind, kan du nemt transportere dine børn rundt i byen. Det samme gælder for lokale døgninstitutioner, når de skal på små udflugter,” fortæller Ulrik Drudhaard.

Børnehus har lige købt ti

Børneinstitution Munkebjerg, der har cirka 430 børn i alderen 0 til seks år fordelt i syv børnehuse, har fornylig investeret i ti Christania-bikes, som Fri Bikeshop har leveret.
1. marts 2015 startede Odense Kommune 'Projekt læring og udvikling i byens uderum', som primært er finansieret af penge fra nedlagte skovbørnehaver. Initiativet har til hensigt at give naturoplevelser til flere børn.
I den forbindelse fik børneinstitution Munkebjerg to Christania-bikes af kommunen, som den har haft stor glæde af. Derfor har ledelsen nu valgt at investere i ti mere fra eget budget, så de cirka 430 børn kan få nye læringsmiljøer under huden.

Penge givet godt ud

”Nogle mener sikkert, at vi burde bruge pengene på flere hænder. Men vores børn har aldrig fået så meget frisk luft som nu, siden vi fik de to første cykler. Det er vigtigt for deres læring, sundhed og motorik, at de kommer ud i parker, kolonihaver og andre grønne områder,” siger Anni Skjerning Hansen, der er institutionsleder.
”Vi kan meget nemmere komme af sted med vores børn. Og børnene er helt vilde, når de er med ud på tur.”
Prisen pr. bike med el-motor er cirka 21.000 kroner - med hjelm, trinbræt og låse. Normalprisen er cirka 26.000 kroner pr. styk uden udstyr, men kommunen er fritaget for moms.
Der er plads til fire børn i hver vogn - og seler til alle.