Fortsæt til indhold

Idræt er nøglen

Arkiv
Anette Gundlach

Hanif Seyed flygtede som 17-årig fra Afghanistan til Danmark. 21 år efter er han den ene af de to personer, der modtager Roskilde Kommunes nye Integrationspris. Det skete onsdag aften. - Det føles godt, siger han og bryder ud i et af de smil, der lyser hele hans ansigt op, og er så typisk for ham. - Det er samme gode fornemmelse som, når man vinder en Volleyball kamp. Og det er netop Volleyballen og den klub, han har startet har fået folk til at indstille ham til den flotte pris og de dertilhørende 5.000 kroner. For et år siden kunne man i Roskilde Avis læse, at Hanif Seyed i 2008 fik grønt lys fra Roskilde Kommune til at stifte klubben AFG Volley. Navnet står for Afghansk Volley, men i virkeligheden kommer de omkring 45 spillere fra syv forskellige lande blandt andre Iran, Irak, Danmark og fra Afghanistan. Spillerne er mellem 15 og 45 år. Klubben er mødestedet, hvor nytilflyttere både får rørt sig, får nye venner og får styr på papirer og andre problemer, de aldrig havde stiftet bekendtskab med, før de betrådte den danske jord.

Idræt er nøglen

- Idræt er nøglen til integration. Man kan se en stor forskel på de drenge, der starter her, allerede efter en måned. - Sporten hjælper med at finde nye mål og en mening med, hvad de kan gøre. Og så giver den selvfølgelig sammenhold og venskab, siger Hanif Seyed, som har mærket, hvad sport kan gøre på egen krop. Det var nemlig, da han boede i en flygtningelejr i Tølløse, at han for alvor fik smag for volleyball, som han kun havde spillet sporadisk, før han kom til Danmark. I flygtningelejren spillede flere af medarbejderne volley i Roskilde, og det var dem, der foreslog, at han selv skulle starte. Hanif Seyed slog til, da han trængte til at bevæge sig og at se nye mennesker. Han blev så begejstret for spillet og de nye holdkammerater, at han valgte at slå sig ned i sin nye klubs by. I dag er hans eneste øsnke, at få fingrene i nogle lokaler, hvor de kan være før og efter, de har trænet på Hedegårdenes Skole. ag@roskildeavis.dk

Hanif Seyed med sit volleyhold.