Fortsæt til indhold

RobinHus har vind i sejlene

Ejendomsmægleren RobinHus har fået godt fat i Køgeområdet og nærmer sig de traditionelle mægleres markedsandele

Arkiv
Martin Rasmussen

Bolighandel Både lokalt og på landsplan blæser der optimistiske vinde for tiden hos RobinHus efter et 2015, hvor man registrerede en salgsfremgang på 19 procent på landsplan i forhold til 2014, der ellers var kædens hidtil bedste salgsår.
Lokalt konstaterer RobinHus-mægler Susanne Axelsen også, at køgenserne har taget RobinHus til dig. I 2014 solgte man 57 ejendomme, men i 2015 nåede RobinHus i Køge op på at formidle ikke færre end 88 ejendomme - en fremgang på over 50 procent - og dermed nærmer man sig nu i Køgeområdet de traditionelle mægleres markedsandele.
"RobinHus er blevet en anerkendt spiller i markedet; et koncept man har med i overvejelserne, når man skal sælge," siger Susanne Axelsen, der har været i kæden i lidt over tre år, og som driver RobinHus i Køge sammen med sin kollega Michael Mønster.
"Vi er to ejendomsmæglere, der begge har rigtigt mange års erfaring i branchen, og dette både som ansat og selvstændig i den ”traditionelle” mæglerverden. Jeg har været ejendomsmægler i 21 år. Vi har et rigtigt godt teamwork. Vi er begge et par målrettede perfektionister – der skal simpelthen være styr på tingene," siger hun om baggrunden for fremgangen.
RobinHus' koncept er særligt, idet sælgerne selv står for at fremvise husene, og da man heller ikke har udgifter til kontorlokaler - Susanne Axelsen og Michael Mønster arbejder hjemmefra - er resultatet lavere omkostninger for sælgerne.
"En anden fordel ved, at folk selv viser deres hus frem, er, at de potentielle købere får alle de ting at vide, som en mægler ikke ved om huset. Det er køberne glade for - ifølge de tilbagemeldinger vi får," fortæller Susanne Axelsen.
Hun glæder sig desuden over, at RobinHus i Køge i 2015 var den næstmest sælgende i RobinHus-kæden takket være den store fremgang.