Fortsæt til indhold

Ny leder for danskuddannelser

Center for Dansk og Integration har ansat Anne Kirstine Nøhr i ny lederfunktion

Arkiv
Arkiv

Anne Kirstine Nøhr er ansat som ny leder af Danskuddannelserne for voksne udlændinge på Center for Dansk og Integration. Stillingen er nyoprettet og er et led i en ændret organisationsstruktur på Center for Dansk og Integration (CDI).
”Stillingen som leder af Danskuddannelserne er foreløbig sidste led i en ændret ledelsesstruktur på CDI, hvor det har været målet at kunne håndtere et dobbelt så stort aktivitetsniveau – med samme antal ledere. Over de seneste par år er antallet af kursister fordoblet, så vi nu har omkring 700 kursister. Desuden har de mange nye flygtninge i kommunen betydet at integrationsindsatsen er intensiveret, blandt andet ved oprettelsen af et nyt team til modtagelse af flygtninge. Det har derfor været nødvendigt at ændre organiseringen af vores aktiviteter," fortæller centerchef Ulf Lolk Larsen.
Anne Kirstine Nøhr bliver leder for det samlede danskuddannelsestilbud til flygtninge og indvandrere med ansvar for ca. 35 medarbejdere. Tilbudsviften strækker sig over de ordinære danskuddannelser for voksne udlændinge, arbejdspladsdansk på virksomheder og det intensive Turbodansk for højtuddannede EU-borgere. Herudover har skolen samarbejde med Køge Handelsskole om ungetilbuddet 'Stærk fra Start', som skaber brobygning til uddannelsessystemet, og har netop etableret et nyt tilbud i samarbejde med EUC, som er målrettet, at flygtninge bliver afklaret omkring jobmuligheder.
”Kommunernes helt store udfordring vil i de kommende år være at få de nye borgere i job. Her har vi som udbyder af danskuddannelser for både Køge og Stevns kommuner en stor og spændende opgave, som kræver, at vi tør tænke vores tilbud nyt og på tværs - uden at gå på kompromis med fagligheden”, siger Anne Kirstine Nøhr.
Anne Kirstine Nøhr, som selv bor i Køge, kommer fra en stilling som chefkonsulent i kommunens Børne- og Ungeforvaltning.