Fortsæt til indhold

Ny måde at støtte Stafet for Livet i Køge

Køb et armbånd til 20 kroner og støt Stafet for Livet 2016 i Køge

Arkiv
Arkiv

Stafet for Livet 2016 i Køge har produceret stafet-armbånd for 2016 til dem, der vil synliggøre, at de støtter kampen mod kræften. Armbåndene er i en neongrøn farve med teksten "STAFET FOR LIVET – KØGE 2016" påtrykt.
Armbåndene kan købes for 20 kroner i Køge Boglade i Brogade, hvor boghandler Erik Nielsen står klar til at sælge til alle, der har lyst til at støtte Stafet for Livet 2016 i Køge. Man behøver altså ikke at være tilmeldt som deltager i stafetten for at kunne bære armbåndet.
”Den opgave kunne jeg da ikke sige nej til”, siger Erik Nielsen.
”Det er den helt rigtige sag at støtte – det er jo så frygtelig mange mennesker som rammes af kræftsygdommen. Jeg er glad for at have fået lov til at forestå salget af armbåndene, og jeg betragter de, som bærer Stafet-for–Livet-armbåndet, som bærere af et synligt ”adelsmærke” - de støtter kampen mod kræften", siger han.
Stafettens deltagere kan naturligvis også købe armbåndene i Køge Boglade, men deltagerne kan også købe dem hos deres holdkaptajner i større portioner.
”Jeg håber, at rigtig mange vil vise, at de støtter kampen mod kræften ved at bære det neongrønne armbånd”, siger stafetformanden Ebba Glückstadt.
Hun meddeler i øvrigt, at der er godt gang i tilmeldingerne til sommerens stafet. I 2015 var der tilmeldt 33 hold med flere end 1000 deltagere, og allerede nu er der tilmeldt 12 hold – altså over en tredjedel af 2015-holdenes antal.
Interesserede virksomheder eller foreninger kan i øvrigt bestille en halv times orientering om stafetten. Orienteringen kan bestilles hos næstformand Svend Erik Bodi på telefon 2464 1139 eller på e-mail: bodi@c.dk.
Stafetten holdes på Køge Marina i weekenden 18.-19. juni 2016. Man kan se mere om stafetten på hjemmesiden www.stafetforlivet.dk/koege.