Børn skal være fremtidens affaldsambassadører
Hvert år får genbrugsstationen på Snapind i Bolbro besøg af 75-100 skoleklasser og børnehaver, der får viden og gode affaldsvaner indpodet, så de bliver fremtidens affalds-ambassadører.
Sådan et besøg inkluderer en rundvisning, hvor der med stationens indretning og containere som udgangspunkt, fortælles om affaldssortering og genbrug ved Odense Renovation.
Et uundgåeligt stop på ruten er undervisningslokalet, hvor alt møblement og udsmykning er hentet i containerne.
“Det er altid sjovt for børnene at komme herind, for der er så meget at se på. De har en god dag her, og så kan de bagefter gå hjem til forældre og bedsteforældre og fortælle om sortering”, siger Mette Lorentzen, der er chef for genbrug og gaderenhold ved Odense Renovation.
Som et supplement til undervisningen tilbyder Odense Renovation også gratis temaundervisning om emnerne klima, energi og miljø til skolernes 1.-10. klasser.