Livsbekræftende butik åbner ved Torvet
Anette Hansen slår dørene op til Butik Life på Torvet 18
Fredag den 12. februar klokken 10 åbnede en butik i Køge med det optimistisk klingende navn, Butik Life. Og det lyder også som en rar butik at besøge, for Butik Life vil forhandle et bredt udvalg af varer inden for livsstil og forkælelse.
Bag Butik Life står Anette Hansen, og hun har taget tilløb til åbningen i mange år. Hun er uddannet bankrågiver og har arbejdet i en bank i 20 år - blandt andet i flere omgange ved Torvet i Køge.
"Jeg har planlagt at åbne min egen forretning gennem mange år og haft masser af ideer til indholdet. Og nu er jeg nået til at punkt i mit liv, hvor jeg er klar til et skifte, og da det rigtige lokale samtidig var klar, så lå det lige for," siger Anette Hansen, som ikke var i tvivl om, at hendes nye butik skulle ligge i Køge.
"Det er sådan en charmerende by, så tanken har hele tiden været, at det skulle være her," siger den nybagte butiksindehaver, der ser frem til at kunne byde kunderne inden for fra fredag klokken 10.
"Hos mig vil man for eksempel kunne købe en værtindegave eller en forkælelsesgave. Det kan både være blomster, kaffe, chokolade eller en god flaske vin. Og hvis man ikke ved, hvad man vil give, så vil der være gode muligheder for at blive inspireret her," siger Anette Hansen med et smil.
Hun vil også forhandle alt fra sæber og olier til farverige kjoler. Find Butik Life på Torvet 18.