Fortsæt til indhold

Hvor gladiatorerne møder hinanden

Snart skal der være stævne i blandt andet MMA. Kampsport for moderne gladiatorer. De træner i Spinderihallerne i Vejle

Arkiv
Jørgen Flindt

Lugten af sved hænger hen over den store boksering i midten af lokalet. Der svedes herinde blandt de knap 40 børn, unge og voksne, der træner. Og de træner hårdt. Vildt hårdt. Så der kampsvedes.
I ringen er Dennis og Mustafa i gang med at slås. Det virker til at være på liv eller død, men det er nu bare hygge til ære for kameraet.
Hos ApexGym i Spinderhallerne handler det om thai-boksning og om Mixed Martial Arts (MMA), hvor udøvere af alle typer kampsport kan møde hinanden til kamp.
“MMA er det uforudsigelige. Hvis to boksere mødes i ringen, så er man nogenlunde sikker på, hvad venter en, men i MMA er alt uforudsigeligt. Det kan være en kæmper, der er supergod til brydning, der møder en, som er supergod til thaiboksning. To forskellige stilarter, der mødes, og intet er givet på forhånd,” siger Igor Purgic Billy, der er leder af Apex Gym.
Det sker selvfølgelig efter nogle bestemte regler, så skader minimeres, men i ringen, eller nærmere i et otte-kantet bur, må der sparkes, slås, væltes og brydes.
Kort sagt er der ikke meget, man ikke må, og i bokseringen hvor Damir og Lasse træner, går det da også vildt for sig.
De kaster hinanden ned i gulvet, de tager brydegreb, de sparker og de slår.
Og de ser onde ud imens, men da det er slut, tøffer de bare ud af ringen og fortsætter den individuelle træning, som om intet var hændt.
“De er i vildt god form, og det skal de være, for ellers kommer skaderne. De er i så god form, at de kan spise, hvad de vil, for alt bliver forbrændt her alligevel,” siger han og smiler.

Stævne

MMA vinder mere og mere indpas og er en meget populær sport verden over. Ifølge Igor giver det god mening, for der er noget helt 'tilbage til basis' over det.
“Det er jo verdens ældste sportsgren. To mænd der mødes i kamp.”
Der skal efter planen snart et være et MMA-stævne i Bygningen i Vejle, og hos Apexgym forventer man at sende otte fightere til stævnet.
Det er alle nogle meget veltrænede mænd. Man kommer ikke i kamp sådan bare lige.
“Hos os er der medlemmer, som ikke ønsker at deltage i kamp, men kun er her for træningens skyld. Det er absolut helt fint, og vi lægger ikke pres på nogen. Men hvis man ønsker en kamp, så siger man det til os, og så skal træningen tage en ny retning. Især skal man bruge lang tid på at lære at falde korrekt. Det er ofte i fald, at skader opstår, men det kan man undgå ved de rigtige teknikker,” forklarer Igor Purgic Billy.
Apex Gym hed tidligere Vejle Myau Thai Club og har eksisteret siden 1992.
Det er en klub, der har skabt mange danske mestre og kæmpere på både nationalt og internationalt plan.
Klubben deler lokaler med bokseklubben Wedala.

Tør du