Afslappet stil i rå indpakning
I knap seks år har Wagner klædt unge fyre som ældre herrer. Nu flytter butikken og udvider sortimentet i større lokaler
Siden foråret 2010 har Wagner-butikken i Skomagergade serveret herremoden på et sølvfad. Det både for konfirmander, der er trætte af børnetøj, voksne mænd, der vil have god kvalitet og ældre herrer, der foretrækker et afslappet klassisk look. Svend Overgaard og Jesper Lakjer trængte til fornyelse og slog til, da lokalerne i Skomagergade 22 blev ledige. Butikken, der får et råt og mere rustikt udtryk, udvider fra 90 kvadratmeter til hele 140 kvadratmeter. Derfor bliver der også plads til langt flere jeans, skjorter og habitter, og så et par nye mærker. Dette forår slår de dørene op med tyske Jacques Britt-skjorter på bøjlerne, og til efteråret kan man(d) kaste sig over amerikanske New Balance-sneakers i butikken.
En skudårs-fødselsdag
I halvanden måned har Wagner-ejerne arbejdet på at få butikken op at stå i de nye lokaler. - Det bliver samme stil som førhen bare i en helt ny indpakning, siger medejer Jesper Lakjer, som netop nu får de sidste nye varer hjem, så butikken er helt klar til åbning. - I anledning af skudåret åbner vi mandag 29. februar kl. 8.29, griner butiksejeren. Han satser på at kunne yde ærlig og ligefrem service i rigtig mange år fremover i butikken i Skomagergade 22. avk@roskildeavis.dk