Fortsæt til indhold

Skræmmebilleder er uværdige

Arkiv
Arkiv

Torben Elsig-Pedersen
Byrådsmedlem, Radikale Venstre
Langgade 60
7332 Gadbjerg

Asylbørn presser budgetterne. Sådan har det lydt længe i både den landsdækkende og vejlensiske debat. Enkelte politikere har forsøgt at tegne et skræmmebillede af, at det vil gå ud over velfærden for alle andre. Men det er uværdigt at fremstille bestemte befolkningsgrupper som en trussel mod vores velfærd. At opstille et billede af, at flygtningebørn kommer til at koste på velfærden for andre grupper, kan alene have det formål at skabe frygt på de mest udsattes bekostning. Det er under lavmålet. Ville det ikke være uhørt at udråbe et stigende antal ældre som en trussel mod kvaliteten i folkeskolen? Ville man på samme måde sige, at nye og dyre behandlinger i sundhedssektoren betyder, at vi ikke har råd til en forsvarlig pasning af vores børn? Hvis man udpeger en bestemt gruppe som flygtninge som syndebuk, så siger man indirekte, at der er nogle, som er mere værd end andre. Det er ikke i orden.
Tænk, hvis vi tog en hvilken som helst anden gruppe, der trækker store veksler på velfærden - mennesker med handicap eller plejekrævende ældre - og sagde, at de stjæler vores velfærd, fordi de er dyre, og der bliver flere af dem.
Som politikere har vi som opgave at løse udfordringerne, ikke at stigmatisere bestemte befolkningsgrupper. Løfter vi blikket fra vores egen navle, kan vi konstatere, at der er krig i Mellemøsten, store flygtningestrømme og kæmpe udfordringer i hele Europa. Så er det simpelthen for småt at sende det signal, at vi ikke kan hjælpe i Vejle. Vi skal hjælpe, og vi kan hjælpe.
Man kunne også tage det udgangspunkt, at Vejle faktisk ganske godt lykkes med at finde boliger og få asylanterne i job og uddannelse. Vejle fremhæves ofte ude i landet. Den kurs skal vi fortsætte. Vi skal have en humanistisk tilgang til opgaven. At det så også viser sig, at en stor del af de nye borgere faktisk kan ende som skatteydere og kan bidrage til vores fælles samfund er kun en ekstra glæde.