Ny BMW – første kig på næste 1’er
BMW har jo allerede forhjulstrukne biler på programmet - f.eks. MPV’en med navnet 2 Active Tourer. Men snart kommer den første ”rigtige” BMW med træk for i stedet for bag. Her er forløberen for næste BMW 1-serie
Her er den så, den kommende BMW 1-serie. I hvertfald har tyskerne netop udsendt en håndfuld billeder af en bil, der præsenteres under navnet BMW Compact Sedan Concept. Den kunne lige så godt hedde ”Next 1-Series”.
Lange, slikkede karrosserilinjer, typiske design-detaljer for mærket, Hofmeister-knækket ved de bageste sideruder og kølergrillen med de to nyrer. Typisk BMW, lutter BMW.
Men inde bag ved – dér er BMW Compact Sedan Concept, som bilen hedder, noget af en revolution. Bilen har forhjulstræk, er vi sikre på, selv om tyskerne ikke siger det direkte. Men antagelig forhjulstræk - præcist som den kommende BMW 1 får, når den lanceres.
BMW har for længe siden officielt meldt ud, at næste 1'er får forhjulstræk. Argumenterne er mange, først og fremmest bedre pladsudnyttelse og lavere produktionspris – der så forhåbentligt kommer køberen til gode i kraft af lavere pris. Dernæst ønsker BMW at udvide kredsen af potentielle købere.
BMW-Danmark har endnu intet om prisen på den næste 1'er. Nuværende 1'er starter ved 330.000 kr.
Nå, en egentlig revolution er Compact Sedan nu ikke, idet der jo allerede findes flere BMW'er i produktion med træk på de forreste og ikke de bageste hjul, nemlig de to 2 Active Tourer og 2 Gran Tourer plus den nye X1.