Fortsæt til indhold

Strandpromenade renoveres for 26 mio. kroner

Renoveringen af Strandpromenaden i Sønderborg begynder 1. marts

Arkiv
Mikkel Hansen

Den 1. marts begynder renoveringen af Strandpromenaden i Sønderborg.
Der var oprindeligt afsat over 30 millioner kroner til projektet, som ved et udbud viste sig at blive billigere end forventet.
"Der er afsat 26 millioner kroner til projektet. Det er aftalt med entreprenøren, at projektet skal være afsluttet senest den 15. juni 2017," forklarer ingeniør Holger Duus fra Sønderborg Kommune.
Det er mulig, at arbejdet bliver færdiggjort før.

Tager halvandet år

Selvom projektet strækker sig over knap halvandet år, vil det stadig være muligt at færdes i området.
"Arbejdet bliver udført i etaper, så selvom dele af stien vil være spærret, kan man stadig gå en tur langs vandet," fortæller Holger Duus, der også understreger, at der er fri adgang til stranden, når badesæsonen begynder igen.

Mangler stadig en del

Det er dog ikke hele promenaden, som er omfattet af projektet.
Den del af promenaden, der ligger op mod slottet, er nemlig ikke ejet af kommunen.
"Vi er i dialog med Slots- og Kulturstyrelsen om at få dem til at renovere deres del af promenaden samtidigt med vores projekt," fortæller Holger Duus.
Derudover mangler kommunen stadig tilladelse fra Kystinspektoratet til den del af projektet, hvor byggearbejdet skal foregå fra vandet.
Bygget af soldater
Strandpromenaden blev etableret i 1848. Under Treårskrigen 1848-1850 var oberstløjtnant J.T. Räder udstationeret i Sønderborg for at være med til at nedkæmpe det slesvig-holstenske oprør med sin infanteribataljon.For at beskæftige sine soldater i ventetiden lod han dem anlægge en strandpromenade til glæde for byens borgere.
1943 blev størstedelen af promenaden ødelagt under en storm og genopført i sin nuværende form.


Renoveringen
Standpromenaden får:
Ny belægning af klinker i stedet for asfalt
Renovering af muren ud mod vandet med nye tilpassede granitsten
Ny hammer (top på muren) af granit.
Muren hæves med 20 centimeter for at imødegå den forventede højere vandstand