Philip leverede en flot indsats til MGP
Det blev ikke til den håbede sejr for Philip ved lørdagens MGP, men den unge gut fik i den grad sunget Esbjerg på landkortet.
Det er meget muligt, at stemningen var god til Melodi Grand Prix i Forum Horsens forrige weekend, men den kan umuligt have været på højde med den eufori, der prægede den store sal til MGP lørdag aften.
Lysshow, konfettikanoner og showbiz til den helt store guldmedalje blev vi vidner til, og så var der jo også lige ham der med sang nr. 10.
Esbjerg var nemlig på fornem vis repræsenteret ved Philip Elsted Hansen, der sang om Kongensgade og sine venner. Og det gjorde han den ondelyneme godt.
Med charme, selvtillid og lækkert hår fik Philip og band sat en tyk streg under, at der kommer masser af god musik fra Esbjerg. Og selv om det ikke blev til en førsteplads, så er der al mulig grund til at kippe med kasketten for Philip.
Overvældende oplevelse
Over 640 børn og teenagere havde sendt sange ind til dette års MGP, hvilket er rekord.
Herefter var der flere udvælgelsesprocesser og workshops, hvorefter de ti finalister kunne udråbes. Og blandt dem var altså Philip, der indtog den store scene i Horsens med glimt i øjet, selvsikker attitude og gennemført musikalitet.
“Det var en overvældende og sjov oplevelse, selv om jeg havde håbet på, at jeg vandt. Under sangen havde jeg nogle problemer med min højre 'in ear', som gjorde, at jeg nogle gange kunne høre lyden, som jeg skulle synge til og andre gange ikke. Det var altså irriterende og gjorde det svært at holde koncentrationen,” lyder det over telefonen fra Philip dagen derpå.
Den 14-årige skoleelev var søndag eftermiddag tilbage i Esbjerg, og selv om han var træt, så kunne han godt gøre status efter nogle hæsblæsende måneder.
“Det er dejligt at være hjemme i Esbjerg. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er skuffet, for det er jeg. Men det var nok bare ikke dér, at jeg skulle vinde,” siger Philip og fortsætter:
“Men det betyder rigtig meget at være nået så langt. Det har været en grænseoverskridende oplevelse på den gode måde, og selv om jeg er skuffet nu, så har det virkelig været sjovt at være en del af,” fortæller Philip, der naturligvis fortsætter med at klø på med musikken i fremtiden.