Ny kursuschef på Innovationsfabrikken
Flere spændende koncepter er på vej til IBC Kurser
nyansættelse Ledelse, salg, organisationsudvikling og undervisning er blandt de nøgleord, Niels Lund tager med i sit nye job som kursuschef for IBC Kurser på IBC Innovationsfabrikken i Kolding. ”IBC Kurser er en seriøs og markant udbyder af kurser og kompetenceudvikling. Den position skal vi fastholde og udbygge ved i højere grad at deltage i succesfuld implementering i virksomheder – både kurser for enkeltpersoner og virksomhedstilpassede kurser. Vi skal – udover at være dygtige undervisere – gøre virksomhederne bedre og stærkere end deres konkurrenter ved også at agere som konsulenter, der bidrager før, under og efter virksomhedernes udviklingsproces,” fortæller Niels Lund, der tiltrådte den 15. februar. ”Vi er på vej med flere spændende koncepter, så IBC Kurser kan tilbyde kompetenceudvikling og sparring på alle niveauer i virksomheder, og vi tilbyder hele spektret fra grundlæggende kurser og workshops til anerkendte certificeringer. Blandt andet med vores Nordic Executive Academy tilbyder vi lederuddannelse på højt MBA-niveau i samarbejde med anerkendte universiteter,” siger han. 48-årige Niels Lund er uddannet økonom fra Aarhus Universitet og har blandt andet arbejdet med forretnings- og organisationsudvikling, ledelse og uddannelse i offentlige, private og sine egne virksomheder i forskellige brancher.