Ny madfestival på vej til Kolding
Der bliver masser af lækre delikatesser at vælge imellem i Sydbank Arena
smagsfestival Indehaver af Bella Norma i Jernbanegade Malou Enghave har besluttet sig fast for, at der skal nye smagsoplevelser på Koldings landkort. Ud over sin forretning med specialiteter i mad og drikke, starter den unge butiksindehaver nu en ny fødevarefestival i byen.
“Jeg var selv til fødevarefestivalen i Vejle, og Fredericia har også en, men der er ikke noget i Kolding. Det synes jeg, vi manglede. Det bliver en smags- og oplevelsesfestival med over 100 leverandører. Og 200 smagsprøver,” fortæller Malou Enghave.
Noget for alle
Lørdag den 16. april bliver således dagen, hvor man kan tage en tur i Sydbank Arena og opleve alskens lækkerier. Malou Engahve har således allerede aftaler med flere af de lokale restauratører og kombineret med en masse af de leverandører, som hun selv har fået kendskab til gennem sin egen forretning, lover den kommende festivalarrangør, at der bliver noget for enhver smag.
“Det bliver opdelt med forskellige små gader med henholdsvis vin, mad, slik og spiritus, så det er let at finde rundt i det, man er ude efter. Vi laver også bolche- og vingummifabrikker, som børnene kan lave deres eget slik, så man kan lave en familietur ud af det, “ siger Malou Enghave.
Ud over de forskellige stande med diverse fødevareleverandører vil smags- og oplevelsesfestivalen også byde på repræsentanter fra blandt andre Johan Bülow, Summerbird og Kjær Sommerfeldt, som giver fortællinger fra deres egne virksomheder i lakrids, chokolade og vin.
Malou Enghave åbnede sin forretning Bella Norma i efteråret 2015. Her sælger hun fødevare-specialiteter i alt fra kaffe og te til marmelade, chokolade og vin.