Erhvervslivets mødested for alle i Nordsjælland
Rudersdal Erhvervsforening inviterer til networking på tværs
mødested Driftige folk i Rudersdal Erhvervsforening har fået den idé, at erhvervslivet i hele Nordsjælland skal netværke mere og mødes i et fælles forum, så der kan skabes nye relationer. Idéen har været undervejs længe, men først nu er brikkerne faldet på plads, og det såkaldte ’TMP – The Meeting Point’ er en realitet. Det første møde finder sted den 17. marts kl. 16-22, og ifølge initiativtagerne har en række af de nordsjællandske borgmestre allerede krydset begivenheden i deres kalender, ligesom flere firmaer har tegnet sig for sponsorater og standpladser, hvor de kan eksponere deres tilbud. Arrangørerne bag regner med op til 350 gæster, og det første store arrangement skydes i gang af finansminister Claus Hjort Frederiksen og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen. På dagen vil der også blive arrangeret flere workshops, som foruden det at skabe netværk også har til formål at underholde og ryste deltagerne sammen.
Alle på udebane
Medlemmerne af Rudersdal Erhvervsforening, som står bag projektet, betragter The Meeting Point, som en årlig begivenhed, og det første møde er planlagt til at finde sted på Hotel Admiral i København. “Dels er der plads nok på Hotel Admiral, dels er det bekvemt for ministrene og repræsentanter fra de store organisationer at nå frem. Men vi har også valgt Hotel Admiral, fordi det er et neutralt sted. Vi har inviteret de nordsjællandske borgmestre og deres forvaltninger, og havde vi valgt at holde det i for eksempel Rudersdal, så var der måske blevet hvisket noget om banefordel. Nu er alle på udebane, og vi markerer os også over for ’Greater Copenhagen’, som der er så mange, der profilerer. Nu skal der også tales om ’Greater Nordsjælland’”, siger Jens Rimhoff, der er tovholder på projektet og medlem af bestyrelsen i Rudersdal Erhvervsforening. Et andet bestyrelsesmedlem, formand Jesper Winther Andersen, tilføjer: “Det er alle tiders chance for at møde nye samarbejdspartnere, og det er også stedet, hvor man kan komme i dialog med sin kommune.” Læs mere på. www.tmp.dk /adk