Fortsæt til indhold

Radioprogram skaber vækst i Danmark

I ’De 6 hatte’ på Radio24syv får iværksættere hver uge gode råd fra et panel af investorer og superiværksættere. Flere af deltagerne har siden skabt million-virksomheder

Arkiv
Steen Trolle

Iværksætterradio ”Jeg er altså i tvivl om forretningen – er den stor nok?”. ”Jeg kan ikke rigtig se, hvor I adskiller jer fra konkurrenterne”. ”Jeg synes I skal finde ud af, hvem jeres målgruppe er..”. Tonen er venlig men kontant i programmet ”De 6 hatte” på Radio24syv. Her sidder et panel af skiftende eksperter hver uge klar til at rådgive en iværksætter, som for åben mikrofon fortæller detaljeret om sin ide, målgruppe og strategi. Med udgangspunkt i psykologen og forfatteren Edward de Bonos berømte tænke-hatte – det er dem, der er kendt som ja-hatten, nej-hatten, kreativitets-hatten osv. – går panelet i kødet på iværksætterens forretningside. Og når programmet slutter efter 55 minutter, har eksperterne, som består af investorer og superiværksættere som f.eks. dating.dk-stifteren Morten Wagner, Ulla Brockenhus-Schack fra Seed Capital og Jesper Buch, der skabte Just-Eat, som regel givet et par værdifulde råd med på vejen, der sender iværksætteren et skridt videre og måske i en helt ny retning. ”Ideen er at bidrage direkte til væksten i Danmark. Det er iværksætterradio for iværksættere. Målgruppen er dem, der skal ud og skabe fremtidens arbejdspladser,” siger Anders Kanberg, vært og idemand bag programmet.

Skal turde åbne op

Kun en enkelt har fået det råd, at han burde kaste sig over noget andet. De fleste går styrket fra studiet. Tre ud af fire driver stadig virksomhed efter et år, og enkelte klarer sig rigtig godt. En af de første deltagere, Cathrine Andersen fra Assemblage (tidl. Canvasdropr), har f.eks. solgt sin virksomhed for et større millionbeløb. ”Der er to grunde til, at deltagerne ofte klarer sig godt. For det første er det et klart tegn på seriøsitet og ambition, at de finder vej til De 6 Hatte. Og for det andet forstår de, at der er mere at vinde ved at fortælle åbent om sin virksomhed til folk, der kan hjælpe, end ved at gå og putte med tingene for sig selv. Succes som iværksætter handler ikke om den fede ide, men om evnen til at føre den ud i livet. Derfor er det afgørende, at man evner at lytte til kritik og tage mod gode råd,” siger Anders Kanberg, der peger på tre ting, som iværksætterne får ud af at være med i De 6 Hatte: ”De får eksponeret deres virksomhed for 50.000 lyttere, de møder nogle folk, de normalt ville få svært ved at få adgang til, og så får de rent faktisk nogle helt konkrete råd og idéer, de kan bruge til det videre arbejde,” siger han.

Logo for radioprogrammet med værten Anders Kanberg.

For ufokuserede

Det typiske problem, som deltagerne kæmper med, er at blive skarpe nok på det marked, de skal levere til. ”Folk er gode til at identificere et problem, de vil løse, men de er som regel for ufokuserede, når det gælder målgruppen. Et eksempel: Vi lavede et program med en iværksætter, der laver armbånd til måling af UV-stråler. De mente, at målgruppen var folk i risikogruppen for hudkræft. Panelet mente derimod, at mulighederne ville være langt større, hvis de gik efter at sælge armbånd til børn. Bekymrede forældre er en langt større – og dermed også langt mere attraktiv – målgruppe end folk i risikogruppen for hudkræft,” konstaterer værten fra ”Danmarks eneste vækstskabende radioprogram”.