Fortsæt til indhold

Cylinderskift i Egernsundbroen måtte udsættes

Efter problemfrie udskiftninger af de to første af fire cylindre i Egernsundbroen, drillede den tredje og måtte udsættes

Arkiv
Arkiv

En nyrenoveret cylinder blev helt efter bogen sænket ned i Egernsundbroens klapkælder den 2. februar. Herefter var planen - og det, Søfartsstyrelsen havde givet tilladelse til - at broen blev lukket for åbninger til sejlende trafik den 3. og 4. februar, mens den gamle cylinder blev demonteret. Imidlertid gik arbejdet med demonteringen ikke, som det skulle. Den sad simpelthen for fast.
Arbejdet måtte udsættes, og nu har Søfartsstyrelsen givet tilladelse til, at demonteringen i stedet foregår fra tirsdag den 8. marts kl. 9 til fredag den 11. marts kl. 9.
"Der er med andre ord søgt om og givet tilladelse til, at arbejdet kan tage tre døgn i modsætning til normalt to døgn. Så mener vi, vi er på den sikre side og ikke skal udsætte arbejdet igen," siger broansvarlig i Sønderborg Kommune, ingeniør Holger C. Duus.
Når den tredje cylinder er demonteret og en renoverede cylinder monteret i stedet for, skal den brugte cylinder hæves op med kran, og det betyder en kortvaring lukning af broen for kørende trafik på et tidspunkt fredag den 11. marts.
Den fjerde og sidste cylinder ventes skiftet i uge 14 med kortvarige lukninger af broen for kørende den 5. og 8. april og helt lukket for sejlende fra onsdag den 6. april kl. 9 til fredag den 8. april kl. 9.

Fakta

Egernsundbroen:
Der sidder fire cylindre a 3,5 ton i broen, fordelt med to i hver klapkælder.
Først skiftedes de to cylindre på Alnor-siden, nu venter de to på Egernsund-siden.
Cylindrene er nødvendige for broens åbne- og lukkefunktion.
Det er første gang siden Egernsundbroens indvielse i 1968, at cylindrene skiftes.
Kommunen havde én ny cylinder, som blev brugt til udskiftning af den første cylinder. Herefter er den første, demonterede cylinder renoveret for at blive skiftet med den næste - og så fremdeles.
Det er ca. halvt så dyrt at renovere de gamle cylindre som at købe nye.
De renoverede cylindre ventes som de oprindelige at kunne holde i ca. 50 år.