Fortsæt til indhold

Rytmik for babyer og tumlinger

Bibliotekerne inviterer til bevægelse med de mindste

Arkiv
Arkiv

Man skal danse, før man kan gå: Rytmik er musik og bevægelse på barnets betingelser. Det er godt for barnets musikalske og motoriske udvikling og det er en sjov oplevelse som barn og forældre er sammen om.
Køge Musikskolens dygtige underviser Gitte Bjørnson, er klar til nye hold i uge 10. Undervisningen foregår på henholdsvis Borup Bibliotek, Herfølge Bibliotek og på Køge Musikskole og går over 7 gange á 45 min. varighed. Efterfølgende er der god tid til hyggeligt samvær for børn og forældre.
"Vi synger, danser, gynger og bevæger os til musikken. Leger med tørklæder, rasleæg og bolde. De voksne får mulighed for at genopfriske de kendte børnesange og lære nye sange, rim og sanglege," fortæller børnebibliotekar Nina Lund, der er vært for babybibliotek og –rytmik på Borup Bibliotek.
Der udbydes hold for de allermindste fra 0 til 12 måneder og for tumlinger mellem 10 og 20 måneder. Prisen for alle 7 gange er 250 kr. Tilmelding og betaling sker på Køge Musikskoles hjemmeside.
Det er fjerde år Køge Musikskole og KøgeBibliotekerne udbyder babyrytmik for de mindste og deres forældre. Programmet for Babybibliotek og Babyrytmik kan fås på bibliotekerne i Køge Kommune eller ses på www.koegebib.dk
Første gang mandag 7. marts på Borup Bibliotek, tirsdag 8. marts på Køge Musikskole og fredag 11. marts på Herfølge Bibliotek.