Fortsæt til indhold

Roskilde til en lille storby

Arkiv
Af rektor Claus Niller

Roskilde Katedralskole
Roskildes ungdomsuddannelser oplever i disse år høje søgetal. Ikke alene søger unge fra byen ind på et af de mange lokale tilbud på uddannelsesområdet. Interessen kommer i høj grad også fra unge fra Roskildes omegn.
Vi har de senere år oplevet en markant interesse fra unge, som fx bor på den anden side af Tølløse, i Skibby, i Borup – ja, helt ned mod Ringsted.
Roskilde er en magnet for de unge. Og når jeg spørger de unge mennesker hvorfor, er der flere årsager til det. De har for eksempel været vant til at tage til Roskilde, når familien skal handle ind, hvad enten det er storindkøb eller specialbutikker, der er målet. Roskilde bliver det naturlige centrum i området, for det er Roskilde, der er den lokale storby.
Det er også et meget stærkt kort, at Roskilde er kulturelt centrum i regionen. Allerede i de tidlige teenageår begynder magien fra Roskilde Festival og fra spillesteder som Gimle at pirre nysgerrigheden.
Derfor bliver Roskilde det naturlige valg, når stedet for ungdomsuddannelse skal vælges. Roskilde bliver simpelthen opfattet som en federe by end de øvrige byer på Sjælland.

Ud – og hjem igen

Det interessante er, at når de unge har færdiggjort deres uddannelse, flytter en meget stor andel til København eller Frederiksberg. Så er Roskilde blevet for provinsiel.
Nu er det den rigtige storby, der trækker. Ofte også selvom man starter sin uddannelse på en af byens glimrende videregående uddannelser som RUC eller UCSJ.
Når vi så på Roskilde Katedralskole ansætter nye unge lærere, bor de ofte netop i København eller på Frederiksberg. Og adspurgt under ansættelsessamtalen kan de overhovedet ikke forestille sig at bo andre steder.
Men så får de barn nummer et, to og måske nummer tre. Og så skifter de støt og roligt postnummer til 4000 Roskilde, 4320 Lejre eller en af de andre omegnskommuner.
Behov og ønsker ændrer sig; lys og luft skal der til – sammen med attraktive daginstitutioner, uddannelsesinstitutioner og indkøbsmuligheder (og bedsteforældre, der kan give en hånd med de små).

Samspillet er nøglen

Derfor hænger det hele rigtig godt sammen. Vi er den eneste provinsby i Danmark, der inden for en radius af 5 km kan tilbyde stort set samtlige uddannelsestilbud fra 'ble til ph.d.'.
Vi har kulturtilbud, der kan matche. Og vi har et aktivt handelsliv, der arbejder hårdt på at fastholde Roskilde som Danmarks bedste handelsby.
Vi har alle muligheder for sammen at skabe endnu bedre samspil mellem uddannelse, kultur og erhvervsliv. Borgmesteren har for nylig søsat projektet IQ-Roskilde, som bringer uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet tættere sammen. Roskilde Kommune inviterer erhvervsliv, foreninger og andre uddannelser indenfor i folkeskolen via Åben Skole-projektet. Og Erhvervsforum byder konstant op til samarbejde mellem institutioner og virksomheder i byens offentlige og private erhvervsliv.
Samspillet mellem uddannelse, kultur og erhvervsliv gør vi også en dyd ud af på Roskilde Katedralskole. Fx har vi for nylig afholdt vores store ”Business Combat”, hvor ledende erhvervsfolk fra Roskilde dystede i virksomhedsdrift med elever fra Katedralskolen.
Vi inviterer elever fra folkeskolerne til at overvære vores elevstyrede musical, byder interesseorganisationer indenfor til Projekt Frivillig og flytter undervisningen ud af klasseværelset og knytter på den måde bånd til lokale projekter og institutioner.
Vi gør det selvfølgelig, fordi vi mener, at det er vigtigt for de unge mennesker at vide, at de er en del af et dynamisk lokalsamfund - et samfund, som alle elever og ansatte på Katedralskolen er en del af og kan være med til at udvikle.
Roskilde er en fantastisk by at bo i, og vi vil gerne være med til at gøre den endnu bedre. Sammen kan vi sikre, at vi er en attraktiv by for gode borgere i alle aldre.